Stop Vold mod Kvinder og Piger

Stop Vold mod Kvinder og Piger er et nyt projekt, som SI Danmark har vedtaget. Projektet er en udvidelse af det tidligere projekt Stop  Trafficking.

Projektet skal støtte udviklings- og advocacy-tiltag, der har til formål at stoppe vold mod kvinder og piger.  Projektet omfatter således vold i bred betydning.

Fremtrædelsesformerne er mange: slag, spark, trusler, ydmygelser, udstødelse fra sociale sammenhænge (f.eks. fistelkvinder og heksepigebørn), omskæring af piger og unge kvinder, trafficking, for blot at nævne nogle.

Formål

Projektet er et paraplyprojekt, der skal inspirere og støtte unionen, regioner og klubber til at initiere projekter, der har til formål at sætte fokus på vold mod kvinder og piger, herunder trafficking, for derigennem at stoppe voldelig adfærd, samt at støtte kvinder og piger, der allerede har været udsat for vold, i at kunne genskabe et godt liv.

Projektet er åbent for, at andre organisationer – gerne i samarbejde med klubber/regioner/union – kan bevilges midler fra projektet i henhold til nærværende projektbeskrivelse.

 

Målgruppe

Projektets målgruppe er kvinder og piger, der har været udsat forvold i bred forstand. Projekterne skal enten skabe varigt fravær af vold eller skal sætte fokus i offentligheden på vold og konsekvensen af vold.

Da det iflg. statistikkerne oftest er mænd, der øver vold mod kvinder, kan projekter følgelig have fokus på mænds adfærd, men med det formål, at hindre dem i at udøve vold mod kvinder og piger.

Ansøgning

Ansøgninger skal rumme oplysninger om samme punkter som projektbeskrivelsen og skal derudover rumme oplysning om:

  • hvilke aktiviteter, der iværksættes for at opfylde projektets mål.
  • hvem der deltager i projektet og hvordan (beskrivelse af projektorganisationen), samt
  • tidsplan for de enkelte aktiviteter i projektet
  • hvordan man vil forankre projektet hos de involverede
  • budget og finansiering,
  • hvordan og hvornår projektet evalueres
  • hvordan projektet er kommunikeret ud i samfundet
  • hvordan nye medlemmer er involveret i projektet

Her er den samlede projektbeskrivelse for  Stop Vold mod Kvinder og Piger

Vi modtager med glæde donationer til projektet på reg nr. 2600 konto nr. 6875974643 eller på Mobile Pay 17623 (skriv i meddelelsesfeltet “Stop Vold” + dit CPR nr.)

Det er rigtigt, at der kun er 5 cifre og når du betaler kan du se, at det er til Soroptimist International Danmark
Angiv ved bankoverførslen eller i en SMS dit navn og CPR/CVR-nr. ved indbetalingen – så du kan trække beløbet fra på selvangivelsen.

Ved betaling som Kernegiver og oplysning af CPR/CVR-nummer accepterer man, at oplysningerne videregives til SKAT og at oplysningerne opbevares af hensyn til regnskabet.

Der sælges også stadig lilla sløjfer (så længe lager haves) samt gavemærker fra Unionsbutikken. Begge dele til fordel for projektet.

Projektansoegnings skema

Afrapporteringsskema

Stop violence against women and girls – project description in English

Application in English Stop Vold

Report and Evaluation form in English dec. 2022 Stop Violence

 

Projektgruppen for Unionsprojektet ”Stop Vold mod Kvinder og Piger” består af :

PD Christine Raun

APD Anne-Birgitte Helbo

DPD Hanne Slot Meyer

DPD Lene Toftegård Nielsen

 

Det har vi støttet i 2023-2024!

Stop vold mod kvinder og piger 2023 -2024

Det har vi støttet i 2023 og 2024

2023

SI Dk har i 2023 støttet 5 projekter gennem paraplyprojektet Stop vold mod Kvinder og piger.

SI Stefan Voda søgte 24.500 kr. til deres projekt; ” Støt kvinder og piger, der allerede er ofre, vold giver mulighed for at starte et nyt liv.” Projektet støtter 3 kvinder og piger på hhv. 13, 23 og 37 år, som alle enten har været udsat for voldelige og alkoholiserede ægtemænd, eller som det er tilfældet for den 13-årige pige, er blevet udsat for voldtægt af en af sine brødre, er blevet gravid med denne, og har født et barn som 12-årig, for derefter at blive udstødt af familien.  Den ene kvinde på 23 år er flygtet fra Ukraine, fra en voldelig mand, krig, sult og nød, med en 8 mdr. gl. søn. Den 37-årige kvinde har 5 døtre fra 1,5 år til 16 år. Hun er flygtet fra sin mand, som er meget grusom, drikker, fornærmer, ydmyger og nogle gange slår hende.

Projektet hjælper kvinderne med vintertøj, penge til mad, medicin og husleje, psykologhjælp, behandling hos psykiater samt hjælp til skoleartikler og vejleder til færdiggørelse af skolegang. Derudover yder klubben SI Stefan Voda frivillig hjælp og støtte til kvinderne og deres børn.

Exist – Projekt Night Light Café søgte om 22.000 kr.
EXIST er en organisation, som vil stoppe menneskehandel – i samarbejde med nationale og internationale aktører. Det er et faktum, at menneskehandel sker i Danmark og rent faktisk på hele kloden. Millioner af mennesker handles mod deres vilje og mange er kvinder fra Nigeria, der tvinges til prostitution. Oftest er kvinderne unge og de tåler et liv som prostitueret i forventningen om, at kunne tjene nok til sig selv og forsørge dem derhjemme. Men det sker ikke! Efter år på gaden står de tilbage traumatiserede og udbrændte, ude af stand til selv at finde anden levevej. EXIST arbejder for at kunne tilbyde en tilværelse fri af prostitution for nigerianske kvinder. De baner vejen for selvstændige kvindeliv med reelt arbejde, uddannelse og bæredygtig selvforsørgelse.

Via netværk med migrantkirker i København startede Night Light Café sit virke i 2013, som har to formål: 1. være til stede i ”her & nu” situationen. 2. tilbyde hjælp til at vende tilbage til et liv med værdighed og bæredygtig selvforsørgelse i Nigeria

Natcaféen holder til i Eliaskirken på Vesterbro Torv i København og har åben natten mellem onsdag og torsdag kl. 24-03 året rundt. Her tilbydes et let måltid mad og noget at drikke, workshops, et spil, en sang, en snak m.m. – alt sammen i en tillidsskabende atmosfære. 40-45 frivillige danske medarbejdere tilbyder nærvær og social omsorg i caféen og via opsøgende gadearbejde. Støtten ydes dels til materialer og måltider, dels til kurser og træning af frivillige.

Projekt Matching

Vi valgte desuden gennem projekt Matching at støtte projektet ”Skrædderuddannelse til unge kvinder med henblik på selvforsørgelse” med 25.000 kr. Projektet er et samarbejdsprojektet mellem SI Tororo. og SI Tønder samt en række andre danske klubber som støtter projektet. Se projektbeskrivelsen under Projekt Matching.

Derudover støttede vi to SIE projekter hhv. SI Tyrkiet med 99.000 kr. som akut hjælp til tyrkiske kvinder og piger efter det voldsomme jordskælv i februar 2023, og knap 75.000 kr. til SIE Women in Warzone.

2024

SI Danmark har i 2024 støttet 2 projekter gennem paraplyprojektet Stop vold mod Kvinder og piger med i alt 46.000 kr.

Exist – Projekt Night Light Café
Night Light Café er organiseret som en del af EXIST arbejde i Danmark og Nigeria. En partnergruppe bestående af 10 personer, 2 fra hver af de 5 partnerkirker, udgør det primære bagland for natcaféens værdigrundlag og vision samt økonomisk støtte og rekruttering af frivillige. Et lederteam varetager den daglige drift og 35-40 frivillige tager nattevagter.

De fem københavnske partnerkirker er: Apostelkirken, Byens Valgmenighed, Eliaskirken, Kristuskirken/Regen, Vineyard København

Baggrund for projektet
Menneskehandel er den hurtigst voksende kriminalitet i verden i dag – og den foregår i Danmark!
EXIST arbejder for en dansk indsats, som vi kan være stolt af. Det er dokumenteret, at et stigende antal mennesker er ofre for menneskehandel. Der er 49,6 millioner ofre for menneskehandel på verdensplan, det er 1 ud af 150 personer. Det må vi, det kan vi, og det skal vi som danskere gøre noget ved!

Night Light Café er en natcafé for nigerianske kvinder i prostitution. Den holder til i Eliaskirken på Vesterbro Torv i København og blev etableret 2013 af fem lokale københavnske kirker.

Motivationen for at drive Night Light Café
1. At være medmennesker i ”her og nu” situationen, hvor vi byder ind til en pause i nattelivet. Vi serverer toast, frugt og noget at drikke, afvikler workshops med f.eks. smykkeværksted, blomsterdekorationer, spiller spil og lytter til musik. Vi tilbyder samtaler, når kvinderne har noget på hjerte, som de gerne vil dele i ”enrum”.

  1. At tilbyde hjælp til at forlade livet i prostitution. Dette foregår i samarbejde med Center mod Menneskehandel, hvor der er mulighed for at tilbringe 30-100 dage på et krisecenter på Østerbro med tid til eftertanke, refleksioner om en fremtid udenfor prostitution samt hjælp og støtte til konkrete muligheder for at finde ”vejen frem”.

Et Danmark uden menneskehandel!
Derudover holder EXIST foredrag, arrangerer debatter og samtaler i kulturhuse, kirker og foreninger, på efter-og højskoler og på gymnasier. De skriver artikler og er aktive på de sociale medier. Det har medført, at EXIST når ud til en bred vifte af danske borgere og har oplevet et stigende antal personer, som tilbyder deres kompetencer som frivillige medarbejde på specifikke områder.

 

Podcast i Grønland.

Projekttitel: Uummataasaq Aappaluttoq Podcast

To unge grønlandske kvinder, som selv har oplevet fysisk eller psykisk vold fra deres partnere, har søgt om støtte til at udvikle en Podcast i Grønland om psykisk og fysisk vold begået af kvindernes mænd/partnere.

Beskrivelse af projektet: Vi vil lave en podcast, der minder lidt om ”Hvorfor Gik Du Ikke Bare-podcast”, men i en grønlandsk version. Vi har samlet 6 kvinder, som har oplevet psykiske/fysiske vold af mænd partnere, og som gerne vil fortælle deres historie, nogle af dem som anonyme. Vi har også kontaktet psykologer og en terapeut, som også er interesseret i at være med.

2 kvinder vil ikke blive interviewet, i stedet vil de skrive deres historie og vi læser den op. 3 af kvinderne er i Ilulissat. Psykolog, advokat og krisecenter for kvinder som skal interviewes, er i Nuuk, og terapeuten er i Danmark. Så der vil være en del rejseudgifter, samt udgifter til overnatning. Vi synes, at det er VIGTIGT for os at interviewe deltagerne personligt, da deres fortællinger er meget personlige og berører mange kvinder, så det SKAL tages seriøst. Vi forventer at optagelsen af hver person vil tage cirka 2-3 dage, fordi der vil være dage, hvor nogle af os har brug for mentalt pause efter optagelse.

Hvis vi tænker på, hvordan det vil påvirke andre kvinder og hjælper fremtidige piger, er det meget vigtigt for os at få opbakning. Det er et meget seriøst emne i Grønland. Vi vil gerne have Podcasten udgivet i efteråret, da vi synes at år 2024 er det perfekte år til at udgive sådan en podcast, da der er vedtaget en nye lov, der kriminaliserer psykiske vold, men som kan være svært at læse, hvis man ikke kender til og ikke vant til at læse love.

Vi skriver under på et dokument, sammen med alle kvinder der deltager i podcasten, som sikrer kvinderne anonymitet, hvis de ønsker det. Psykologer, advokaten og terapeut er alle selvstændige kvinder, som vi også laver skriftlige aftaler med.

Vi besøger dem, vi skal interviewe. Dem som har skrevet deres historie, bliver optaget og læst op. Vi udgiver den på Spotify for podcasters, da den er gratis at udgive og kan høres på alle platforme gratis.

Projektet løb fra 9. august til 10. oktober 2024

Det har vi støttet i 2020-2022!

I 2021 har vi støttet Danner med 46.285 kr. til projektet “Markering af 2 års dagen for indførelse af lov om kriminalisering af psykisk vold – hvor står vi dag”. Danner udarbejdede en rapport.

I 2021 har vi givet tilsagn om støtte på 15.000 kr. til journalist Line Vaaben, som vil skrive en bog om “Kvindedrab gennem de sidst 25 år”. Bogen udkommer i oktober 2022. Soroptimist International Danmark er nævnt i bogen.

I 2021 har vi støttet organisationen Exist med 22.000 kr. til Night Light Cafe og oplysningsvirksomhed.  EXIST arbejder for at kunne tilbyde en tilværelse fri af prostitution for nigerianske kvinder.

I 2022 er bevilget yderligere 22.000 kr. til brug for Exists arbejde i 2023.

I 2022 har vi støttet flygtninge fra Ukraine med følgende beløb:

  • 87.300 kr. SI Stefa Voda i Moldova
  • 140.000 kr. til SI Rumænien
  • 60.000 kr. til SI Lviv via SI Warsawa
  • 50.000 kr. til SI Polen
  • 40.000 kr. til SI Rumænien