Soroptimist International Danmark farver verden orange for at stoppe vold mod kvinder
Skrevet af Unionspræsident Else Lücking, november 2018
Soroptimist International Danmark farver verden orange for at stoppe vold mod kvinder.
Den 25. november er det FN’s internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder. Soroptimist International Danmark er en organisation, der arbejder med projekter som fremmer kvinder og pigers vilkår. Vi deltager derfor i kampagnen 16 orange dage der skydes i gang den 25. november og arrangeres af UN Women http://www.unwomen.org/en. Med kampagnen farver vi verden orange og siger ”Stop vold mod kvinder”.
I de 16 dage, frem til den 10. december, som er International menneskerettighedsdag, vil der være forskellige aktiviteter i Soroptimistklubber rundt i Danmark. Soroptimister i andre lande farver også verden orange og bruger hashtag #HearMeToo. Ligeledes iklædes Facebook og andre sociale medier den orange farve, som symboliserer en lysere fremtid for kvinder der har været udsat for vold.
Ved forskellige events rundt i Danmark vil statuer, træer og mennesker blive pyntet med orange farver, så der bliver gjort opmærksom på, at vold mod kvinder fortsat er et problem, og noget som begrænser mange kvinder både i familieliv og på arbejdspladser. Når en kvinde udsættes for vold, betyder det ofte, at hendes børn også får svære vilkår. Derfor er det vigtigt at stoppe volden og sørge for, at alle kvinder behandles
ordentligt.
Soroptimist International of Europe siger det på denne måde: We stand up for Women. Og det er lige præcis, hvad Soroptimist International Danmark, og de i alt 58 klubber i Danmark, gør. Ved hjælp af moneymaking aktiviteter indsamler danske soroptimister hvert år penge som kan hjælpe kvinder, der på grund af vold, er nødt til at bo på krisecenter i en periode af deres liv. I 2017 donerede organisationen således kr. 50.000,00 til psykologhjælp, tolkebistand og aktiviteter for kvinder på krisecentre.
Soroptimist International Danmark har også i mange år solgt lilla sløjfer og gavemærker. Overskuddet er gået til Traffickingprojekter – både i Danmark, men også i Rumænien og Litauen hvor vi samarbejder med soroptimistklubber.
Fakta:
33.000 kvinder udsættes hvert år for partnervold.
2.000 kvinder er hvert år nødt til at tage på krisecenter.
9.500 kvinder mellem 16 og 24 år udsættes hvert år for kærestevold.
Derudover oplever mange kvinder også psykisk terror eller chikane på nettet.
Kilde: https://danner.dk/viden-om-vold/tal-og-fakta-om-vold
Soroptimist International Danmark er en verdensomspændende organisation og har 58 klubber i Danmark.
Vores formål er at arbejde for menneskerettigheder via praktiske projekter for alle og bidrager til at forbedre især kvinders og pigers vilkår.
Vi arbejder for international forståelse og venskab.
Og vores motto er: En global stemme for kvinder
Så hvis du møder kvinder klædt i orange, så giv dem din støtte for de gør et vigtigt stykke arbejde ikke kun i løbet af de 16 orange dage, men hver dag året rundt i Soroptimist International Danmark.