Klubsjæle og ildsjæle – en god kombination

Skrevet af Signe Justesen, SI Helsinge og Constitution & BL Chairperson SIE

Med godkendelsen af SI Danmark som almennyttig forening har staten erklæret sig villig til at ville betale en del af de gaver og donationer, som vi modtager til projekter mv. ved at give fradrag i skatten fra gavegiver.

Dette stiller naturligt nok nogle krav til os – nemlig bl. a. at vi kan dokumentere, at vi har ordnede økonomiske forhold, altså at de gaver der bliver givet til vores projekter havner i de rigtige hænder.

Klubbernes projekter har traditionelt været initieret og drevet af vores dejlige ildsjæle, som har lagt liv og blod i arbejdet for den gode sag. Og tak for det. Det er de gode projekter, der driver vores organisation, og klubberne har gennem tiden kunnet hjælpe mange kvinder og piger rundt omkring i verden via projekterne.

Vi kan på ingen måde undvære vores ildsjæle – uden dem dør vores organisation, og så får vi ikke hjulpet nogen.

Men der er med tidernes skiften opstået nogle behov/nye omstændigheder, som vi alle i klubberne bør drøfte og tage stilling til. Ikke i en ånd af underforstået kritik eller mistænkeliggørelse, men ene og alene fordi tiderne er skiftet, og forudsætningerne har ændret sig.

Det er her, godkendelsen som almennyttig forening kommer ind i billedet.

Der er nogle simple og helt rimelige regler, vi alle sammen skal følge, når vi nu er statsanerkendt indsamler til gode formål:
Et klubprojekt skal ind i nogle rammer, som klubben skal drøfte og vedtage:

• Hvad er formålet?
• Hvorlænge vil vi mindst støtte dette projekt?

Hvis ikke dette er drøftet i klubben fra starten, er det RIGTIG svært at ændre til et andet projekt på et senere tidspunkt. Og klubben kommer til at skabe nogle forventninger hos modtageren, som vi ikke kan tillade os at skuffe.

Ved at sætte en ‘bagkant’ som er kendt af modtageren, opstår der ikke skuffelser. Klubben kan sagtens evaluere på det tidspunkt og vælge at forlænge, det vil jo kun være positivt for modtageren, men så skal der aftales en ny bagkant.

Klubben skal sikre, at der kan dokumenteres styr på økonomien: Vi er jo ikke soroptimister for at snyde nogen, og kravet tjener alene til, at også andre kan være overbevist om dette. Der skal derfor føres et projekt regnskab med de indtægter, klubben rejser til projektet, og de udgifter (projektbidraget) klubben har. Dette projektregnskab skal revideres af klubbens revisor, da det jo er klubben, der er ejer af projektet, ikke enkeltpersoner. Var det enkeltpersoner, kunne man ikke bruge Soroptimist navnet til at rejse penge.

Tingene hænger på denne måde fint sammen.

Såvidt jeg har forstået, er der i den senere tid opstået noget støj og uenigheder i flere klubber omkring projekter. Det er jo rigtig synd, for det tager fokus fra den egentlige grund til, at vi er soroptimister: at hjælpe kvinder og piger.

Måske kan de opregnede krav til projekter og dokumentationen opfattes som mistænkeliggørelse, for tidligere lagde man ikke så meget vægt på dette. Jeg håber forklaringen ovenfor kan hjælpe alle til at forstå, at vi ikke er under mistanke, men tværtimod er blevet anerkendt.

Dokumentation er godt for mange ting. Hvis ikke vi dokumenterer, kan vi ikke vise omverdenen hvor gode vi er. Og kan vi ikke det, har vi måske sværere ved at tiltrække nye ildsjæle, der vil arbejde for vores gode formål.

Konsensus om projektet, formål og bagkant, er godt for klubbens medlemmer, som kan tage reelt ejerskab til projektet, så længe man vil. Og det er godt for modtageren, som ikke risikerer at få skuffet nogle forventninger, som ikke kunne holde, hvis klubben ønsker at skifte fokus.

Så, kære ildsjæle. Vil I ikke nok blive ved med at være ildsjæle? Vi kan ikke undvære Jer og Jeres utrættelige arbejde for den gode sag, men af hensyn til omverdenen bliver vi nødt til at putte projekterne i nogle anerkendte rammer.