Dato:
12/05 klokken 19:00 til 21:00
SI Mariager Fjord
Mariager Fjord Soroptimister arrangerer en guidet tur omkring Vesterfjord og Fyrkat Engsø mandag d. 12.5.25 kl. 19.00. Turen starter i Ambuparken ved træbroen. Der er parkeringsmuligheder på P-pladsen Korsgade lige ved Ambupladsen.
Vesterfjord var oprindeligt den inderste del af Mariager Fjord via Onsild Å. I vikingetiden strakte Mariager Fjord sig hele vejen ud til Fyrkat.
Landskabeligt ligger Onsild Ådal i naturlig forlængelse af Mariager Fjord, som er en tunneldal, dannet under sidste istid. Fyrkat Engsø er et bynært naturområde beliggende i Onsild Ådal vest for Hobro nær Vikingsborgen Fyrkat.
Fra Fyrkat kan man se op til Vikingecentret, og ca. 100 meter herfra på en lille høj i Apotekerskoven, står en mindesten, rejst af apoteker Henrik Hansen. Fra stedet er der en smuk udsigt gennem ådalen ind mod Hobro.
Vor guide Finn Binderup bor tæt på Vesterfjord og han vil guide os på denne smukke forårstur i Vikingernes fodspor.
Det koster 25 kr. at deltage og beløbet går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro. Der er mulighed for at købe en kop kaffe og nyde hjemmebag efter gåturen.
Det er vigtigt at have gode praktiske vandrestøvler på eller andet solidt fodtøj. Turen er på ca. 5 km.
Vi går sammen på opdagelse i naturen, får frisk luft, bliver klogere og gør samtidig en forskel for børn på Julemærkehjemmet i Hobro.