Orange dage i Kerteminde

Den 25. november er FN’s internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder.
I Kerteminde vil der fra den 25. november være orange bånd og flyers sat op på Langebro. Når mørket sænker sig, vil Amanda og sejlene ved roklubben være oplyst med orange lys.
De orange farver får lov at pynte i byen indtil den 10. december, som er FN’s menneskerettighedsdag.

Vi er ikke alene om at markere Orange Dage – rundt i Danmark og i mange andre lande vil
der være andre Soroptimistklubber som tager del i aktiviteten med at farve verden orange og bruge hashtag #HearMeToo.
Facebook og andre sociale medier vil også være farvet med orange. Den orange farve symboliserer en lysere fremtid for kvinder, der har været udsat for vold.
Årsagen til at Soroptimisterne er gået ind i arbejdet er for at gøre opmærksom på, at vold mod kvinder stadig er et problem og noget, som begrænser mange kvinder både i familier og på arbejdspladser.
Når en kvinde udsættes for vold, betyder det ofte, at hendes børn også får svære vilkår. Derfor er det vigtigt, at stoppe volden og sørge for at alle kvinder behandles ordentligt.