Klik

Vinsmagning – Tapas & Danner Stiftelsen på Anchor

04/02 - 2026
Kategorier: Nyheder

Også til dette års Vinsmagning og Tapas på Cafe Anchor var alle pladser besat.
Lone og Jane bød velkommen til aftenen og fortalte lidt om Soroptimisternes formål og vores arbejde for at fremme kvinder og pigers status og vilkår.

Næste programpunkt var et indlæg med Mette Marie Yde fra Danner (tidligere Grevinde Danner Stiftelsen).
Desværre havde Mette Marie set sig nødsaget til at melde afbud i sidste øjeblik. I stedet påtog Lone og Jane sig på bedste vis at orientere om Danner ud fra Mette Maries power-points (se evt. nederst).
Danners formål er at arbejde for en verden fri for vold mod kvinder og børn – helt i tråd med Soroptimisternes arbejde.
Danner driver et krisecenter, videncenter og flere rådgivningscentre rundt i Danmark. Desuden tilbyder de uddannelse for fagpersonale, laver kampagner og politisk fortalervirksomhed mm.
Partnervold kan være mange ting – fysisk vold men også jalousi, manipulation eller anden psykisk vold. For pårørende eller andre udenforstående kan det være svært at spotte. Men man skal være klar over, at det altid handler om kontrol, og i værste fald kan det medføre drab.

I forb.m. aftenens arrangement modtog Danner en donation på kr. 10.000.

Efterfølgende nød 70 personer en dejlig tapasret fra  Cafe Anchor ledsaget af 6 forskellige vine. På kyndig og også humoristisk vis blev vinene præsenteret af Troels Olsen, SuperBrugsen i Kerteminde.

Aftenen sluttede med amerikansk lotteri med mange fine præmier, sponseret af virksomheder i Kerteminde og Langeskov samt H.J.Hansen.

En fin aften med en rigtig god stemning trods den kolde vinter.
Soroptimisterne i Kerteminde siger tak til Cafe Anchor, SuperBrugsen og alle sponsorerne.

 

Læs om Danner stiftelsens arbejde omkring viden om vold mod kvinder og børn