Orange Dage – Stop vold mod kvinder

26/11 - 2025
Kategorier: Nyheder

I anledning af FN’s internationale kampagne for afskaffelse af vold mod kvinder,
farver Soroptimisterne i Kerteminde byen orange

Hvorfor farver vi byen orange og inviterer til koncert?
Vi markerer FN`s internationale kampagne ”Stop vold mod kvinder”
i perioden 24. november til 10. december.
Hvorfor pynte med orange og ikke rød i denne søde juletid?
Den orange farve symboliserer en lysere fremtid for verdens voldsramte kvinder.
Farven er den internationale farve for FN-kampagnen “Stop vold mod kvinder”.

Derfor har vi igen i år farvet Kerteminde orange med orange bånd og flyers på Langebro.  Amanda statuen har været iklædt orange tørklæde – og i mørket står Amanda og sejlene ved roklubben i orange skær.

Ud over de orange farver, er kampagnen blevet fulgt op med en koncert i Sct. Laurentii Kirke med Kiki Brandt & Mikkel Grue
– en fantastisk dejlig koncert, hvor vi mødte nyfortolkninger af pop, rock, jazz og opera.

I tråd med Soroptimisternes formål, arbejder Reden Odense på at styrke kvinders selvværd.
Som hjælp til deres arbejde fik Reden overrakt en donation på kr. 10.000.

Årsagen til, at Soroptimisterne verden over støtter op om Orange Dage er for at gøre opmærksom på, at vold mod kvinder stadig er et problem og noget, som begrænser mange kvinder, både i familier og på arbejdspladser.
Når en kvinde udsættes for vold, betyder det ofte, at hendes børn også får svære vilkår. Derfor er det vigtigt, at stoppe volden og sørge for at alle kvinder behandles ordentligt.

Aftenens overskud i forb.m. kirkekoncerten vil ubeskåret gå til vores humanitære arbejde, primært til støtte for kvinder og piger – nationalt som internationalt.

Derfor stor tak til alle de mange, som mødte op i kirken og dermed var med til at støtte op om vores arbejde.
Også tak til Selleberg for sponsering af gløgg til aftenens traktement.