Klubmøde – marts

31/03 - 2026
Kategorier: Nyheder

Aftenens emne: ”Det gode klubliv”

Indlæg ved Eva Holdensen, som p.t. er vicepræsident i Odense samt har flere tidligere poster i Unionen. Hendes interesse er specielt Extension-området.

Eva fortalte bl.a. om frivilligt arbejde generelt. I Danmark viser der sig en stigning i antallet af frivillige hjælpere, måske fordi vi lever længere og er mere aktive. Undersøgelser viser også at ens levetid forlænges med 5 år, hvis man laver frivilligt arbejde. Det handler om trivsel, motivation, glæde og tillid. Der findes dog stadig en stor gruppe, som kan motiveres til frivilligt arbejde.

Hvad skal der til, for at man motiveres til frivilligt klubarbejde: Der skal selvfølgelig være en interesse for projektet/formålet. Man skal kunne se sig selv i det, og man skal føle sig anerkendt og respekteret. Der skal være plads til forskellige meninger og holdninger på en positiv måde – og der skal være et godt socialt miljø og en fællesskabsfølelse, så man føler glæde og stolthed over at være deltager.

Hvordan tiltrækker og tager vi imod nye klubmedlemmer: Det er vigtigt at synliggøre vores arbejde, vær stolt af det og fortæl om det. Vær effektiv, lav gode aktiviteter/møder med et godt indhold. Afstem forventninger med de nye medlemmer, tilbyd udvikling og giv ansvar og husk at anerkende andres indsats. Vi har brug for alle og mange kompetencer.

Undervejs i Evas indlæg indgik små samtaler og gruppearbejder ved bordene, f.eks.:
– Mit bedste Soroptimistminde
– Spørgeskema om klubben, vores samarbejde og det at være soroptimist
– 5 ord og begrundelser, som beskriver en drømmeklub.

En rigtig god aften, som sluttede med præsidentens og andres meddelelser, jvfr. referat fra aftenen.