Fynske klubbers møde – maj

26/05 - 2026
Kategorier: Nyheder

Indlæg med Agnes og hendes far, Mads Lunde:
Hvordan psykisk sygdom kan splitte en familie, og hvordan man sammen kan kæmpe for at overvinde anoreksi.

Kirsten Lund bød velkommen til Fynsmødet og fortalte kort om aftenens bordkort, som var billeder af kvindeskikkelser fra de enkelte byer – Havfruen Elle fra Bogense – Innocentia fra Nyborg – Oceania fra Odense – Amanda fra Kerteminde.

Birte Høg holdt 3 min. og fortalte begejstret om sin tid som soroptimist. Birte har været soroptimist i 25 år og haft mange gode oplevelser sammen med mange forskellige og dygtige kvinder. Vi har meget at rose hinanden for og meget at være stolte af som soroptimister.

Indlæg med Agnes og Mads Lunde:
Sommeren 2019 var Mads Lunde kapelmester på Nyborg Voldspil. Dette år bestod orkesteret af mange amatører, bl.a. Agnes på trompet og en veninde.
I pauserne hyggede de to piger sig med burgere, chips, sodavand og slik. På et tidspunkt indgik de et væddemål om, hvem der længst kunne holde sig fra slik.

Her begynder historien eller mareridtet om, hvordan et uskyldigt væddemål kan udvikle sig til en farlig spiseforstyrrelse.

Samme sommer starter Agnes i gymnasiet, og her er store forventninger til alt muligt. Agnes går mest op i sit udseende, krop, løbeture, ingen slik og ingen kulhydrater. Hun har svært ved at koncentrere sig og taber sig mere og mere.
Der går nogen tid, inden forældrene aner uråd og får hende til læge, hvor det bliver konstateret, at hun har udviklet en spiseforstyrrelse.
Herefter bliver det en kamp mod det danske velfærdssystem. Ind og ud af Børnepsykiatrien og man får indtryk af, at det mest handler om kostplaner, energidrikke og hvor meget Agnes skal tage på om dagen. Det virker ikke som om, at man bekymrer sig om pigen Agnes.

Agnes og hendes far har hver sin opfattelse af den tid, der fulgte.
Agnes husker ikke så meget fra tiden – hun ser det mest som en tid med mange løgne, løbeture, skridttæller og sin trang til at tabe sig.
For hendes far har det været en tro på tro, håb og kærlighed – og rummelighed.
Vi andre vil nok kalde det vedholdenhed og stædighed. I hvert fald har det virkelig været en kamp, og havde hun ikke haft ham, havde hun ikke været her i dag. Han opgav sine job og andre aktiviteter for at være der for hende.

Efter flere indlæggelser blev Agnes på et tidspunkt sendt hjem fra Børnepsykiatrisk afd., fordi hun ikke tog på i vægt, og derfor kunne man ikke beholde hende længere. Hun vejede ikke 30 kg, da de var ved at miste hende.  Uden at tænke fyldte Mads hende med energidrikke, så hun igen kom til sig selv.
Her mistede han næsten besindelsen og måtte slå meget hårdt i bordet, hvorefter en overlæge tog ansvaret og fulgte hans ønske om at være hos hende, og der skulle ikke tales om kostplaner og vægt. Herefter kom hun sig stille roligt over en lang periode.
I dag er hun en køn ung pige, har fået en kæreste, et godt arbejde og et fornuftigt syn på en spiseforstyrrelse. Hun ser sig stadig i spejlet, men ved godt hun ikke skal overdrive. Men den lille trold vil sikkert altid sidde på hendes skulder.
En meget barsk og rørende fortælling.

CESA fik overrakt en donation på kr. 10.000. De fire piger fra CESA fortalte kort om deres organisation. CESA tager over, der hvor det danske system ikke magter det mht. spiseforstyrrelse og andre områder, hvor livet er svært. Deres indsatser er målrettet den enkelte og dennes familie i samarbejde med kommune og psykiatri.  Deres force er nok, at de også ser mennesket og familien bag sygdommen.

Der var også blomster til Lone Clausen, som overtager jobbet som klubbens præsident, da Jane Grumstrup har trukket sig og meldt sig ud af klubben.

Aftenen sluttede med en kort orientering fra de enkelte klubber.