Fjordens dag

Fjordens Dag

Fjordens Dag er startet i 1991 og er i dag et af Danmarks største naturarrangementer. Fjordens Dag finder sted den 2. søndag i september og besøges hvert år af 25 – 30.000 mennesker. Arrangementet er et samarbejde mellem Odense, Nordfyn og Kerteminde kommuner og foregår 4 steder rundt om Odense og Kerteminde fjorde – Klintebjerg, Boels Bro, Seden Strandby og Stige Ø.

Mere end 150 foreninger, virksomheder, privatpersoner, skoler og øvrige institutioner er med til at arrangere et væld af spændende aktiviteter. Det er oplevelser indenfor natur, miljø og bæredygtighed, sundhed og kulturhistorie.

Et par af vores medlemmer i SI Kerteminde besluttede i 2023, at de ville tage på en lille tur til arrangementet ved Boels Bro. Boels Bro er en lille og nyrenoveret havn med gamle fiskerhuse, som ligger ved foden af Munkebo Bakke. Herfra har man en fantastisk udsigt udover Odense fjord.

I løbet af eftermiddagen fik de lyst til en kop kaffe og kage, og de undrede sig over, at det ikke var muligt at købe det på pladsen.

Derfor opstod ideen til, at SI Kerteminde skulle oprette en lille kaffe-kage bod. Det blev afprøvet i 2024, og indtil videre er det besluttet, at boden skal fortsætte.