Kvindernes Eg – Egetræ i Kongens Have, Odense

Lørdag den 3. oktober 2015 plantede Soroptimist International Odense “Kvindernes Eg” i Kongens Have i Odense som en markering af 100-året for kvinders stemmeret i Danmark.

Egen er en canadisk sumpeg, som ved plantningen var 8 meter høj og kan vokse op til 16 meter. Om efteråret får den de smukkeste blodrøde blade, der gør træet til et iøjnefaldende symbol på både styrke og forandring.

Træet er forsynet med en mindeplade, der fortæller om anledningen til plantningen. Vi håber, at mange vil nyde træet og samtidig mindes den historiske kamp for ligestilling og demokratiske rettigheder.

Egen blev afsløret ved en lille ceremoni, hvor byrådsmedlem Dorthe Hjertstedt Boye holdt en smuk og inspirerende tale.