Da Soroptimismen kom til Danmark

En telefonopringning i 1936 blev starten på soroptimismens udbredelse i Danmark. Opringningen var fra den franske soroptimist Isabelle Telle-Voegelen, der var på besøg i København. Her ringede hun til den 42-årige Clara Hammerich, en kendt oversætter med mange udenlandske kontakter, også gennem et virke i PEN-klubben, den internationale skribentsammenslutning.
Clara Hammerich fortæller i sine erindringer, at Telle-Voegelen ”opfordrede mig til at komme ind på hendes hotel og høre om en international kvindebevægelse – soroptimismen – noget i lighed med mændenes Rotary. Jeg søgte at undslå mig ved at anføre mine hverv som kone, mor og oversætter og PEN, men jeg slap ikke. Hendes rivende franske talegaver, hendes udlægning af sammenholdets betydning netop blandt håndplukkede kvinder i ledende stillinger, forståelsen af hinandens problemer gennem ego-foredrag og ”tre minutter”, der tvang én til at tage ordet i større grupper, kammeratskabet. Efter tre timers forløb forlod jeg hotel Astoria som en overbevist soroptimist…”
Hammerich gik straks i gang med at hverve medlemsemner til den første danske klub, Københavnsklubben, der blev stiftet samme år. Og næste år vendte Telle-Voegelen tilbage til Danmark, udsendt af de franske soroptimister, for at agitere for soroptimismen. Hun talte ved møder for medlemsemner i Odense, Århus og Ålborg, og de to første steder blev der oprettet nye klubber. – Ideen havde vist sig bæredygtig, også i Danmark, hvor der nu findes 66 klubber.

Hvor, hvorfor og hvornår begyndte det hele?

Det begyndte i USA

Soroptimismen kan med en vis ret betegnes som et barn af 1. Verdenskrig. I flere af de krigsførende lande, bl.a. USA og England, betød talrige mænds krigstjeneste og fravær fra det civile arbejdsmarked, at mange flere kvinder end hidtil viste sig at kunne bestride jobs eller arbejde som selvstændige på områder, der hidtil havde været forbeholdt mænd. Efter krigens slutning gav denne kendsgerning et løft til fremme af ligestilling og arbejdet for kvinders rettigheder, ligesom mange kvinder havde fået den selvtillid, det kan give, når man er i stand til at tjene sine egne penge og ikke være helt afhængig af mandlig forsørgelse. Disse forhold var med til at skabe et behov for at være sammen med andre kvinder, der havde fået en professionel karriere og nået ledende stillinger eller andre positioner i samfundet. (Det er ikke underklassens kvinder, vi taler om her. De havde altid været tvunget til at arbejde uden for hjemmet, hvis de overhovedet havde et.)
Alligevel var det fra en mand (ironisk nok?), den afgørende tilskyndelse kom til dannelsen af den første klub i Oakland, Californien, i 1921. Stuart Morrow arbejdede på professionel basis med organisering af klubber for mænd, såkaldte serviceklubber, dvs. klubber der påtog sig sociale, samfundsnyttige opgaver, foruden at de skabte et netværk mellem mænd af forskellige professioner.
I 1905 var organisationen Rotary således blevet stiftet i USA. Morrow var også virksom ved oprettelsen af soroptimistklubber i England og Frankrig, hvor de første klubber blev chartret i 1924. I England fandtes allerede fra1920 kvindeklubber med lignende sigte.
Det var vistnok også Morrow, der var ophavsmanden til navnet ”Soroptimist”, som organisationen stadig bruger, men som ikke er umiddelbart gennemskueligt for de fleste og har givet anledning til mange misforståelser i tidens løb og vanskeligheder i agitationen for udbredelsen af organisationen, ikke kun i Danmark. Navnet er afledt af latin: ”Sorores optimae”, de bedste søstre. Optimae kan også lidt velvilligt fortolket oversættes som ”de, der stræber mod det bedste”.

Udbredelsen
I 1928 var udviklingen så langt fremme, at klubberne organiserede sig i en amerikansk sammenslutning (”federation”) og en europæisk. Den organisatoriske udvikling til en verdensomspændende bevægelse er i øvrigt kompliceret og omskiftelig, så vi nøjes med at konstatere, at verden i dag er delt op i fire federations: the Americas, Europe, Great Britain and Ireland og South West Pacific. Disse sammenslutninger omfatter flere lande, end det umiddelbart fremgår af navnene. Således er en række tidligere kolonier f.eks. i Afrika organiseret sammen med de gamle koloniherrer.
Udbredelsen af soroptimismen i mellemkrigstiden udgik i kontinentaleuropa i høj grad fra Frankrig, sådan som vi har set det i Danmarks tilfælde. Den store agitator og apostel for bevægelsen var lægen og plastickirurgen Suzanne Noël (1878-1954). Hun stod bag oprettelsen af klubber i 11 lande, og hun var gudmoder for Københavnsklubben den 12. oktober 1936.

I 1937 den 3. november var turen så kommet til charterfesten for Odenseklubben. Københavnsklubbens første præsident, overlæge, dr. med. Rigmor von Magnus overrakte charterbrevet til Odenseklubbens første præsident, den 43-årige Edele Ahlefeldt-Laurvig (f. Cederfeld de Simonsen), der var indehaver af modeatelieret ”Chiffons” i Jernbanegade. Hun var præsident frem til 1940 og også præsident for Danmarksunionen 1939-40.

Forsidebilledet tilhører Soroptimist International