Klubbens historie

Klubbens historie

SI Bogense-Nordfyn blev chartret den 17. marts 1990. 
Vi var da 34 medlemmer.
I 2021 var vi 38 medlemmer. 

De nordfynske soroptimisters historie
SI Bogense-Nordfyn  blev chartret den 17. marts 1990 med stiftende generalforsamling i byrådssalen på Rådhuset i Bogense.

Til stede var naturligvis klubbens 34 nye medlemmer. Desuden var 12 soroptimistklubber repræsenteret med i alt 95 gæster samt daværende borgmester Frans Bernstorff, der holdt velkomsttalen.
Klubbens første præsident var Ingrid Schonning, der var næste taler. Til stede var også Unionspræsident Jytte Visti Jacobsen, der orienterede fra den afholdte generalforsamling. Til stede var desuden guvernør, Inga Ruthner, og Ulla  Koch, Unionens extensionudvalg.
Klubbens to gudmødre var Alice Kofoed og Grethe Klint fra Odenseklubben.

Efter chartringen var der fest for ca. 140 deltagere på Bogense Hotel. Deltagerne var klubbens nye medlemmer med ledsagere, repræsentanter fra andre soroptimistklubber samt deltagere fra Nordfynske Lions- og Rotaryklubber.

Dagen efter, om søndagen, var man på besøg på den gamle herregård, Harritslevgård  – derefter højmesse i Bogense Kirke, hvorefter dagen sluttede med frokost.

Med til Bogense/Nordfyns historie hører også en omtale af vores meget smukke præsidentkæde.
Kæden blev inden chartringen tegnet af klubbens første præsident, Ingrid Schonning, og de 3 daværende nordfynske kommuners byvåben indgår i kæden. Den blev fremstillet af gammelt sølv, som klubbens medlemmer i samme anledning havde skænket.

Præsidentkæden blev smedet af guldsmed Ole Jacobsen, og den siddende præsident bruger kæden ved næsten alle aktiviteter.
Præsidentkæden ved præsentationen:

Få år efter chartringen, dvs. den 26.-27. og 28. april 1996 afholdt SI Bogense-Nordfyn Lands- og Repræsentantskabsmøde, hvor der i alt deltog 338 soroptimister fra klubber i hele landet.
Mødet fandt sted på det daværende Middelfart Parkhotel, idet man ikke kunne skaffe tilstrækkeligt store faciliteter på Nordfyn.

Siden 1991 har interessegrupper været et vigtigt klubfundament for soroptimisterne i SI Bogense-Nordfyn.
Formålet med vores forskellige interessegrupper er at tage sig af hinanden i mindre grupperinger.
Nogle af de oprindelige interessegrupper består endnu, mens andre har fået nye navne, andre medlemmer og andre aktiviteter.