Julemesse 2022

 

Soroptimist International Varde har fra 2017 til 2022 arrangeret julemesse den første weekend i november, men måtte desværre aflyse arrangementet både i 2020 og 2021 pga. Corona-pandemien.

Julemessen har alle år været holdt i Varde Bilers dejlige udstillingshal, som Varde Biler beredvilligt har stillet gratis til rådighed – det er vi meget taknemlige over, og det har i høj grad været med til, at arrangementet har kunnet lade sig gøre.

Julemessen har hvert år været en stor succes og fået stor opbakning fra lokale forretningsdrivende, der både har stået bag de ca. 30 stande på messen og tegnet diverse sponsorater, så vi har kunne undlade at tage entre til julemessen.

Julemessen genererer et pænt overskud takket været de mange besøgende og sponsorer, og overskuddet er blevet uddelt til lokale, nationale og internationale projekter – fx til julemærkehjemmet ”Fjordmark” i Kollund, den lokale ”Café Paraplyen” samt mange andre.

—————————————————————————————————————————————————————–

Julemessen i Varde i november blev en stor succes, som gav et pænt overskud. Nu har Soroptimisterne i Varde, der stod bag arrangementet, opgjort regnestykket og doneret 20.000 kroner til Café Paraplyen i Varde.

 

 

 

 

 

 

Rita Christensen fra Café Paraplyen i Varde var glad for de 20.000 kroner, hun modtog fra Soroptimisterne. Privatfoto

I en skrivelse fra Rita Christensen, der er cafeens daglige leder, oplyses det, at pengene vil være øremærket til kvinder og børnefamilier, blandt andet ved at arrangere faste eftermiddage for kvinder, hvor der bliver mulighed for at skabe netværk med hinanden.

Det var 12 år siden, Soroptimisterne sidst havde arrangeret en julemesse, og med den succes, messen fik i 2017, er den en sikker gentagelse.

– Vi støtter både lokale, nationale og internationale formål. Julemærkehjemmet “Fjordmark” i Kollund fik således 30.000 kroner, fortæller Birgitte Bendtsen, der var med i den initiativgruppe fra Soroptimisterne, der atter fik pustet liv i traditionen med en julemesse i Varde.

I år bliver det den 3. og 4. november, og præcis som i 2017 holdes begivenheden hos Varde Biler.

Biler blev byttet ud med brød, briller og bløde pakker

Omtale i UgeAvisen Varde 4. november 2017

Soroptimisterne havde i weekenden en julemesse hos Varde Biler. Her var stande med alt fra skjorter til vin.

En friskfanget julegave. Foto: Chresten Bergh

Varde: På scenen står sognepræst Morten Thaysen og fortæller en julehistorie. Bag hans publikum er der to biler, men der burde være mange flere herinde. Vi er nemlig hos Varde Biler.

Det er soroptimisterne, der har arrangeret en julemesse i bilhuset. Varde Biler har derfor flyttet sin udstilling ud i værkstedet, så der i udstillingsrummet er plads til mange af Vardes erhvervsdrivende – samt nogle udefra.

Ølgod Bageri har også en stand. Bageriet blev spurgt, men valgte kun at ville være med, hvis ingen Varde-bagere sagde ja. Ølgod Bageri ville ikke trænge ind på det fremmede territorium. Men da ingen andre bagerier tog imod tilbuddet, tog Tina Klausen, der er kæreste med Ølgod Bageris ejer, vejen mod syd for at sælge brød og pebernødder til vardenserne. Salget går godt, fortæller hun.

Fiskedam med gaver

Blandt de frivillige er Anne Marie Buurgaard og Margrethe Kristiansen, der passer to fiskedamme.

– Vi er jo fiskedamer, griner de.

I den ene er der pakker til piger, og i den anden til drenge. For 20 kroner kan børnene få en fiskestang, og de må fortsætte, til det lykkes at få fisket en pakke op fra dammen. De har svært ved at vurdere, hvor mange besøgende der passerer forbi dem, men de synes, at der er kommet mange, fordi der er nogen i rummet hele tiden.

Overskuddet fra julemessen går til julemærkehjemmene og Café Paraplyen i Varde. Det er 12 år siden, at soroptimisterne sidst arrangerede en julemesse.