Anbringelse af grønlandske børn
Aarhusklubben har afholdt et webinar om anbringelse af grønlandske børn med Bonnie Jensen, der forsker i anbringelsessager på Grønland ved Grønlands Universitet. Bonnie er Ph.d. studerende og forsvarer sin opgave om kort tid.
Fakta er, at i Grønland har der været tradition for at anbringe børn uden for familien siden 1920’erne, hvor epidemier af tuberkulose gjorde mange forældreløse. I dag er de fleste anbringelser socialt betingede, og antallet støt stigende. Antallet af anbringelser i Grønland har været støt stigende siden hjemmestyrets indførelse, og i dag anbringes 4,5 procent af landets børn og unge uden for familien. Til sammenligning er tallet 1 procent i resten af Rigsfællesskabet.
Bonnie har interviewet 38 børn i alderen 12 – 18 år for bl.a. at vide, om de selv ved, hvorfor de er anbragt. Og det ved børnene sjældent!
Anbringelsens formål er at give barnet en opvækst og tilværelse, så tæt på det normale som muligt, men døgnanbringelser er en særdeles indgribende foranstaltning for barnet og familien samt bekosteligt for samfundsøkonomien. Når samfundet går ind og overtager opdragerrollen, er det påkrævet, at institutionerne er indrettet på en sådan måde, at barnet er bedre stillet ved at blive anbragt dér end ved at blive hjemme.
Bonnie Jensens undersøgelse stiller kraftigt spørgsmålstegn ved, om dette mål nås. Ofte klarer børn, der har været anbragt sig dårligere i livet end de, der ikke var anbragte.
Man kan ønske sig, at Bonnies forskning måtte give anledning til, at der sker nogle revurderinger på principperne omkring anbringelser samt om kvaliteten i de enkelte institutioner.