Niviarsiaq
Niviarsiaq – grønlandske socialpædagogstuderende i Ilulissat
Dette er et projekt i Grønland iværksat og styret af SI Aabenraa, som Skanderborgklubben siden foråret 2023 har valgt at støtte.
Projektet blev i oktober 2026 tildelt ‘Best Practice Award’ i Danmark. Det blev valgt på baggrund af en række klare kriterier, der sikrer, at det lever op til Soroptimist Internationals mission om at forbedre kvinder og pigers liv gennem uddannelse,
empowerment og varig forandring.
Niviarsiaq (storblomstret gederams) er Grønlands nationalblomst; ordet betyder ’små piger’, og derfor blev det også navnet på det projekt, som SI Aabenraa påbegyndte i foråret 2022.
Formålet med projektet er at støtte kvinder, der studerer på Socialpædagogseminariet i Ilulissat og deres eventuelle børn, så de får forbedret muligheden for at gennemføre den socialpædagogiske professionsbacheloruddannelse, de allerede er i gang med.
Selve projektet samler ind til og uddeler legater til socialpædagogstuderende på seminariet i Ilulissat (Grønlands 3.største by med ca. 5.000 indbyggere), for at øge sandsynligheden for, at de kan gennemføre deres uddannelse.
De studerende kan søge 4.000 kr. pr. semester til studierelevante udgifter fra og med 3. semester af den syv semester lange uddannelse. De studerende søger – skriftligt og på dansk – til konkrete formål. Ansøgningerne vurderes af SI Aabenraas arbejdsgruppe, og efter bevilling afleverer de unge kvitteringer på det købte, så klubben i Aabenraa kan følge med.
Læs de seneste nyhedsbreve fra projektet her: Nyhedsbrev 10 Niviarsiaq
Nyhedsbrev okt 2026 Grønlandsprojekt pdf

