Klubbens historie

Skanderborg Soroptimistklub

Klubben blev chartret (oprettet) den 6. april 1960 af i alt 19 medlemmer. Festlighederne blev afholdt på Hotel Niels Ebbesen med en middag bestående af:

  • Pighvar med hollandaisesovs
  • Kalvefilet med gemyse
  • Rombudding med kirsebærsovs
  • Mocca

    Pris: inkl. vin og betjening kr. 33. Det var tider!

Historiske nedslag
Allerede i 1965 engagerede man sig i Pastor Chemnitz’ børnehjem i Grønland og støttede det med penge til drift, gaver og breve til børnene indtil 1973, hvor hjemmet blev nedlagt.

Fra ca. 1970-1981 valgte klubben at støtte ‘Bette Nøk’, en butik i Skanderborg, hvor store og små kunstnere gik sammen om at sælge deres varer.

Da Margrit Petersen, klubbens første præsident, forstanderinde på byens sygehus og tillige en meget dygtig grafiker, fyldte 70 år i 1979, vedtog klubben at arrangere en udstilling med hendes værker. Udstillingen havde meget stor tilslutning, og 50 % af salget skulle gå til UNICEF. Det blev til 11.000 kr.

I mange år var Soroptimisterne flittige sælgere af UNICEF-kort og var højt på salgslisten i Danmark.

I starten af 80’erne hærgede rockergruppen “Spidserne” byen, og der blev der taget initiativer for at komme problemet til livs. Soroptimisterne deltog sammen med bl.a. skole, socialvæsen og politi. Klubben donerede en vildmarkstur til Sverige til to ‘Spidser’, for at de kunne få brugt deres kræfter. Efterfølgende kom de to til et klubmøde og fortalte om turen.

I anledning af klubbens 25 års jubilæum i 1985 blev der arrangeret en udstilling med værker af 6 lokale kvindelige kunstnere. Også her var der stor interesse for arrangementet.

Gennem 1990’erne blev der i klubben lagt et stort arbejde i det, der blev et Region2-projekt: ”Rumænien”. Der blev lagt megen fantasi og kræfter i arrangementer, der kunne skaffe penge til formålet. Loppemarkeder, foredrag, koncert mm. Senere er Ukraine-projektet kommet til at fylde en del.

50 års jubilæum
I 2010 havde klubben 50 års jubilæum. I den anledning havde vi samlet 50.000 kr., som blev doneret på dagen. Blandt disse donationer var der især to, som har givet os megen glæde: to konservatoriestuderende, pianister, der har tilknytning til Skanderborg, fik hver et beløb, som de kvitterede for ved at give en koncert til jubilæet. Senere blev klubben indbudt til den ene modtager, Dominiks – afslutningskoncert og efterfølgende viste han os rundt på musikkonservatoriet. Den anden modtager, Mathias Hammer, kan vi jævnligt høre som vært i DR.

SOROPTIMISTEN er navnet på den optimistjolle, der blev doneret til juniorsejlerne i byen. Den sejler nu rundt i Skanderborg sø og har allerede bragt præmier hjem til Skanderborg Junior sejlklubben. Også den kan vi jævnligt nyde synet af.

60 års jubilæum
I 2020 havde Skanderborgklubben eksisteret i 60 år, men vi måtte udskyde fejringen ganske længe grundet corona-pandemien, som brød ud i marts 2020. Først i november 2021 lykkedes det at festligholde begivenheden ved et dejligt arrangement på Vester Mølle.
Ved den lejlighed kunne vi donere 25.000 kr. til Maternity Foundation, som arbejder internationalt for at forbedre gravide og fødende kvinders sundhedsforhold.

Vores præsidenter

1960 – 1962: Margrit Petersen
1962 – 1964: Kristine Andersen
1964 – 1966: Grete Kristensen
1966 – 1969: Bodil Frederiksen
1969 – 1972: Klara Dupont
1972 – 1973: Margrit Petersen
1973 – 1974: Grete Kristensen
1974 – 1976: Bodil Hald
1976 – 1978: Ulla Ernst-Jensen
1978 – 1980: Aase Gudiksen
1980 – 1982: Lisbet Buchreitz
1982 – 1984: Kirsten Holst
1984 – 1986: Lis Rasmussen
1986 – 1987: Bodil Hald
1987 – 1989: Grete Kristensen
1989 – 1991: Irma Andersen
1991 – 1993: Hanne Hagn-Meincke
1993 – 1995: Anna Rosenqvist
1995 – 1997: Dorete Jensen
1997 – 1999: Kirsten Knudsen
1999 – 2001: Inga Pedersen
2001 – 2003: Berit Andresen
2003 – 2005: Hanne Purup
2005 – 2007: Hanne Hagn-Meincke
2007 – 2009: Karin Amstrup Møller
2009 – 2011: Jytte Hansen
2011 – 2013: Elin Nørgaard Poulsen
2013 – 2015: Hanne Appel
2015 – 2017: Hanne Purup
2017 – 2019: Jytte Hansen
2019 – 2022: Berit Kiilerich Andresen
2023 – 2025: Dorte Bluhme Mørkbak