Cykelhjelme til Ukrainske børn
Soroptimisterne har foræret 60 cykelhjelme til ukrainske flygtninge
Som en helt konkret hjælp til ukrainske flygtninge i Vejen Kommune har Soroptimisterne i Vejen indkøbt og foræret 60 cykelhjelme til ukrainske skole- og børnehavebørn, så de mere sikkert kan færdes i trafikken.
Med ankomsten af ukrainske flygtninge til Vejen Kommune var der straks en række velgørende organisationer og virksomheder, der var parate til at yde hjælp og bistand, så flygtningene hurtigt kunne finde sig til rette i helt nye omgivelser.
Vejen Kommune’s afdeling Introduktion & Udviklingscentret – påtog sig fra starten en koordinatorrolle, så de ukrainske flygtninges behov kunne matches med organisationernes og virksomhedernes hjælp.
I dette match valgte Soroptimisterne at tilbyde indkøb af cykelhjelme til ukrainske børnehave- og skolebørn, så de ligesom deres klassekammerater kan færdes mere sikkert i trafikken – fortæller Else Marie Jessen, der er præsident for Soroptimisterne i Vejen.
I forbindelse med indkøbet af de mange cykelhjelme skylder vi en stor tak til Vitoriya Arseniuk, der som herboende ukrainer har formidlet kontakten til de ukrainske flygtningebørn og fundet de relevante størrelser på cykelhjelmene.
En stor tak skal også lyde til New Bikeshop i Søndergade i Vejen, som har ydet velvillig bistand – økonomisk og praktisk – i forbindelse med indkøbet af de 60 cykelhjelme – siger Else Marie Jessen.
Selve overrækkelsen af de mange cykelhjelme foregik umiddelbart før skolernes sommerferie foran Egely i Vejen.
Det var en flok meget glade børn, der tog imod cykelhjelmene, og forældrene var meget taknemmelige for gaven fra Soroptimisterne – en rigtig dejlig oplevelse.
Efter nu igennem et godt stykke tid at have haft glæde af cykelhjelmene, har forældrene til de ukraineske børn ønsket – sådan mere officielt at takke for cykelhjelmene, hvorfor 4 ukrainske børn – som repræsentanter for alle 60 børn – mødte op hos New Bikeshop i Søndergade i Vejen og endnu engang takkede Soroptimisterne i Vejen for den flotte gave og New Bikeshop for deres velvillige bistand økonomisk og praktisk med at indkøbe de mange cykelhjelme.