Orange Dage

Vidste du,

  • at i Danmark udsættes 38.000 kvinder hvert år for partnervold
  • at ca. 10 kvinder dræbes hvert år af en partner eller ekspartner
  • at ca. 2000 kvinder hvert år kommer til krisecentre. 55% har været udsat for vold i over tre år
  • at hver 10. unge kvinde under 24 år har været udsat for vold fra en nuværende eller tidligere kæreste
  • at en ud af fem danske kvinder oplever chikane på nettet
  • at den orange farve symboliserer en lysere fremtid for verdens voldsudsatte kvinder
  • at du kan læse mere på Unionens hjemmeside

Vi er med til at støtte og markere FN’s årlige kampagne “Orange dage – Stop vold mod kvinder”. Her kan du læse om vores aktiviteter.


2023 – Soroptimisterne lyste gågaden op, for at skabe opmærksomhed om kampen mod vold mod kvinder!

Lørdag den 25. november lyste gågaden op med et unikt syn: Orange sko pyntede omkring juletræet. Vejles Soroptimister samledes for at markere FN’s dag mod vold mod kvinder. Iøjnefaldende i orange, skabte vi en livlig atmosfære og modtog mange positive tilkendegivelser. Besøgende udtrykte anerkendelse med kommentarer som: “Fantastisk, at I er her”, “Tak for jeres indsats”, og “Må vi tage billeder?”.

Under hashtagget #TalHøjtOmVold belyste vi, hvordan man kan hjælpe unge kvinder ud af voldelige forhold og bryde isolation, frygt, skam og skyldfølelse. Vi distribuerede informative foldere, tilbød balloner og juice til børnene, og solgte orange tørklæder, nøgleringe og øreringe fra vores lille bod.

Disse to timer fløj forbi i en atmosfære af positivitet og engagement. Det var tydeligt, at mange ønsker at deltage i dialogen om partnervold.

#ReadTheSigns – Lad os sammen belyse og bekæmpe partnervold.

     


2022 - Sammen om en Vigtig Sag: Orange Dage i Vejle Fremhæver Kampen mod Vold mod Kvinder

Vejles Soroptimister fik malet Vejle orange d.3 december. Med fornem støtte fra Fredericias Soroptimister og Vejle Krisecenter.

Vi mødte op for at støtte og markere FN’s årlige kampagne “Orange Dage – Stop vold mod kvinder”. Vi snakkede med mange, som roste os og takkede os for at vi er med til at sætte fokus på vold mod kvinder.

Mange kendte godt til hvor stort et problem det også er i vores samfund. Nogle spurgte sig selv om det i det hele taget er aktuelt i Danmark – og desværre er svaret ja.

Det var nogle gode dialoger der viser hvor vigtigt det er at vi fortsat kaster lys over vold mod kvinder og hvad vi alle kan gøre for at forebygge og stoppe volden.

Flere viste interesse for vores klub og hvad vi arbejder med, og alle er velkommen til at tage kontakt til os igen for at høre mere. Vi vil gerne have gæster og endnu flere medlemmer med i vores klub.

Vi var meget synlige i gågaden – og havde pyntet op med orange tørklæder, orange sko (for at symbolisere “Walk a mile in her shoes”), plakater, flyers m.m.

Vi solgte orange tørklæder, og overskuddet donerer vi i år til Vejles Krisecenter.

Du kan læse her om de mest typiske tegn på partnervold, sådan at vi alle kan være med i at forebygge det og hjælpe ofrene.

“Walk a mile in her shoes” – inspiration og en opfordring til at man reflekterer over “hvad nu hvis det var mig…”

Holdet er samlet…

..og vi er klar og i dialog med de første vejlensere.

2021 - Orange Dage i Vejle: Fællesskab mod Vold mod Kvinder og Piger

Vi var på gaden i orange for at markere FN’s 14 dages kampagne “Farv verden orange – stop vold mod kvinder og piger”. Vi stod i krydset Vissingsgade/Torvegade, midt i gågaden i Vejle. Iført iøjnefaldende orange tylskørter, tørklæder og hårbånd delte vi clementiner, flyers og balloner ud og fik en god snak med folk der gik forbi. Nogle troede det var en polterabend – og det var en god anledning til at komme i snak. 

Tusind tak for clementiner, som var sponsoreret af Moussa Frugt og Kvickly Vejle. Hos butikken Tendens fik vil tilbudt varm kaffe. Det varmede på en kold vinterdag. Tusind tak for det!

Vi vender tilbage næste år, når de orange dage igen skal markeres. Her håber vi på et udvidet samarbejde med andre lokale aktører. For desværre er vold mod kvinder et problem, så der skal fokus på i langt tid endnu.