
Stop vold mod kvinder og piger, “Orange dage” og “8. marts”
I SI Ringkøbing markerer vi “Orange dage” ved at lade Kuben ved Herningvej i Ringkøbing lyse Orange i perioden.
Orange dage (eller Orange the World) er en global kampagne mod kønsbaseret vold, der varer fra den 25. november (FN’s Internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder) til den 10. december (FN’s Menneskerettighedsdag). Kampagnen, der støttes af FN, involverer tusindvis af organisationer og fremhæver problemet med vold mod kvinder og piger gennem arrangementer, oplysning og symbolsk brug af den orange farve.
Overalt i verden bliver kunstværker, bygninger, broer mv. oplyst af orange lys i denne periode.
I Ringkøbing er det den lokale afdeling af den internationale forening Soroptimister, der står for markeringen med den orange Kube med venligste tilladelse fra Kunstværkets ophavsrettighedsindehaver. Kunstværket er skabt af den nu afdøde, lokale kunstner Henrik Have.
En lørdag i perioden markerer Soroptimister fra Ringkøbing tillige kampagnen ved at servere kaffe og kage til voksne og mandariner til børnene på torvet ved Matas, samt andre orange events.
Det gør vi for at gøre opmærksom på sagen, som vi gerne vil oplyse om og tale med alle om.
I SI Ringkøbing markerer vi 8. marts ved en event i en af dagene tæt på 8. marts (se mere på forsiden)
8. marts er Kvindernes internationale kampdag eller blot den internationale kvindedag, den markeres hvert år for at mindes kvinders kulturelle, politiske og socioøkonomiske bedrifter.
I visse lande er det en national helligdag. I Kina markeres dagen ved at kvinder den 8. marts har en halv fridag. Dagen markeres også af FN, der i 1977 vedtog en resolution som anbefaler fejring af en international kvindedag.
I en del lande fejres dagen ved at kvinder får gaver og blomster og lykønskninger.
I SI Ringkøbing opfordre vi alle kvinder til på denne dag at tage to forskellige sko på.
Det for at gøre opmærksom på de mange uligheder, der til trods for mange bestræbelser , fortsat findes mellem mænd og kvinders rettigheder, muligheder og (ikke mindste) anseelse.
De to forskellige sko skulle gerne gøre omgivelserne opmærksomme og stille spørgsmål, hvorefter vi kvinder kan tage snakken op.