Præsidentskifte
Præsidentskifte
D. 2. september blev der skiftet ud på posten som præsident for Randers Klubben, da Lotte Christensen efter 2 perioder gav præsidentkæden videre til Lene Nielsen, der nu skal være præsident i perioden 2020-2022.
Lotte Christensen fortalte, at hun var stolt over at kunne give kæden videre til Lene Nielsen, efter et par perioder, hvor der i Randers Klubben var arbejdet målrettet på at “foryngre” klubben, sådan at der kunne ske et generationsskifte, som ville sikre klubbens overlevelse.
Derfor er det også en glæde, at der ud over klubbens nye præsident også allerede er den næste efterfølger klar. Det er nemlig nu erfaringen, at det at have en mulig rækkefølge giver en god ro til at lade den næste i rækken forberede sig på den kommende opgave og mulighed for at observere den siddende præsident med andre briller end tidligere.
Det videre arbejde består fortsat i at sikre klubben en medlemsskare af kvinder, der fortsat er erhvervsaktive. Det er ikke sådan, at ambitionen nødvendigvis er unge kvinder, selvom disse er meget velkomne, men mere i at kigge målrettet efter yngre kvinder, der er et godt sted i livet, med lidt overskud – måske efter, at børnene er blevet store nok til at blive mere uafhængige?
Lotte Christensen fortæller, at Lene er et godt valg, fordi hun er en kvinde med hjertet på rette sted.
Klubben takker Lotte Christensen for en stor indsats over årene – 9 år i bestyrelsen og 4 år som præsident.