Præsentation af klubbens præsident
Charlotte Friis er Randers klubbens præsident i 2025-2026.
Charlotte er uddannet sygeplejerske. Charlotte har arbejdet på mavetarmkirurgisk afdeling, intensiv afdeling, i hjemmeplejen og på øre-næse-hals-øjenafdeling sidstnævnte som ambulatorie- og operationssygeplejerske. Ligeledes som operationssygeplejerske inden for gynækologi og mavetarmkirurgi.
Charlotte har været klinisk vejleder, hvor hun havde glæden af at give sin viden videre til SOSU-assistent elever, radiografstuderende og sygeplejestuderende.
Charlotte har endvidere været afdelingssygeplejerske, arbejdet i Sundheds-IT og på nuværende tidspunkt har Charlotte en delt stilling mellem Børne-unge afdelingen og funktionen som Flowkoordinator. I sidstnævnte stilling har Charlotte det overordnede ansvar for sengekapaciteten på hospitalet. Der arbejdes efter Sikkert Patient Flow, hvor det drejer sig om at have ’Den rigtige patient i den rigtige seng på det rigtige tidspunkt’. Det er et logistisk arbejde, hvor kommunikation, relations dannelse og overblik er vigtige egenskaber.
Charlotte har altid været aktiv inden for sportens verden med gymnastik, håndbold, fodbold, løbet ½ maraton, dyrket fitness, svømning og roning. For 10 år siden blev Charlotte grebet af cykling. Først MTB og de sidste 8 år har det været landevejscykling.
Det var via løb, at Charlotte stiftede bekendtskab med Soroptimisterne i Randers. Klubben arrangerede ’Kvindeløbet’ med over 600 deltagere. Charlotte var meget begejstret for løbet og dets formål og besluttede, at hun ville være en del af Soroptimisterne, når børnene blev ældre.
Charlotte bor i Randers, er gift, har 3 børn og 1 barnebarn.
Charlotte fortæller, at hun altid har været engageret i bestyrelsesarbejde i relation til vuggestue/børnehave/skole samt eget foreningsliv. Derfor var det også meget naturligt for Charlotte at bliver en del af Randers klubbens bestyrelse og nu præsident.
Charlotte værdsætter meget at være en del af Soroptimisterne. Det er et fantastisk givende kvindefællesskab, hvor alle med stort engagement og entusiasme bidrager til klubbens arrangementer, hvor vi indsamler penge til forskellige donationer, der forbedrer forholdene for kvinder og piger både lokalt, nationalt og internationalt.
Ligeledes fremhæver Charlotte klubmøderne, hvor de 4 fokusgrupper: 1)Uddannelse og kultur, 2)Sundhed og Miljø, 3)Økonomisk og social udvikling, 4)Menneskerettigheder og kvinders ligestilling, en gang om året står for et klubmøde.
Vi har haft spændende oplæg fra bl.a.:
- Berna Malle Hansen, Forholdende for grønlandske kvinder og piger i forhold til kultur og uddannelse.
- Malene Borring Tonnesen, NO17 – Huset for bæredygtig handling, Randers.
- Lene Gamrath, Julemærkehjemmet i Hobro.
- Anders Sørensen, Reden i Aarhus.
- Sammy Elshikh, ’Frihed for alle’ i Randers kommune
- Alexandra Gerstorf Sørensen og Signe Valeur Kjær, ’Gavn Studio’, Randers
Charlottes målsætning i hendes præsidentperiode er, at klubben har en værdidrøftelse, som skal føre til et nyt værdigrundlag for klubben.
Charlotte vil gerne at klubbens medlemstal hvert år øges med 2 medlemmer. Primo 2025 har klubben 23 medlemmer.
