Gå-tur i Als Havbakker Torsdag den 2. maj 2024 kl 18.30

15/04 - 2024
Kategorier: Nyheder

Kom med ud at gå, oplev Als Havbakker og støt samtidig Julemærkehjemmet i Hobro.

Mariager Fjord Soroptimister arrangerer en guidet tur til det smukke landskab ved Als Havbakker torsdag d. 2.5.2024 kl. 18.30. Turen starter ved Havbakke Skolen, Vikingevej 4, Als, 9560 Hadsund.

Als Havbakker bugter sig ud til Kattegat. I 1936 blev området fredet. Havbakkerne har formentlig aldrig været opdyrket. Det når højder på over 23 meter over havets overflade, og har været en ø i stenalderhavet. Det omkringliggende landskab er kendetegnet af strandenge og vader mod havet, og opdyrkede marker og småskove på landsiden. Als Kirke, der ligger majestætisk i ca. 20 meters højde med udsigt over Kattegat, er en romansk kirke fra 1200-tallet.

Tidligere skoleinspektør Jens Laurits, der har et indgående kendskab til området, vil være vor guide. Hør den spændende historie om udvandringen fra området til Amerika og Canada, og historier fra 2. verdenskrig.

Det koster 25 kr. at deltage og beløbet går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro. Der er mulighed for at købe en kop kaffe og nyde hjemmebag efter gåturen.

Det er vigtigt at have gode praktiske vandrestøvler på eller andet solidt fodtøj. Turen er på ca. 5 km.

Vi går sammen på opdagelse i naturen, får frisk luft, bliver klogere og gør samtidig en forskel for børn på Julemærkehjemmet i Hobro.