Orange dage

Soroptimister gør verden orange

Orange er farven, der verden over markerer en protest mod vold mod kvinder. Vi har bl.a. omgivet Torvekonen i Hobro med en orange udstilling med kvindesko og tøj, da soroptimister fra Mariager Fjord markerede FN’s verdensomspændende orange kampagne.

FNs hjemmeside om Den internationale Dag for afskaffelse af vold mod kvinder

I Danmark bliver 38.000 kvinder hvert år udsat for fysisk vold og 4 ud af hver 100 kvinder oplever psykisk partnervold. Det viser undersøgelser fra vidensinstitutionerne SDU og VIVE. Dertil kommer, at 2.000 kvinder og deres børn hvert år har brug for at flytte på krisecenter for at komme væk fra fysisk og psykisk vold i hjemmet.

Soroptimisterne arbejder for at fremme kvinder og pigers rettigheder i Danmark og rundt omkring i verden og har som stor international organisation taleret i FN.

”Vi er nødt til at protestere mod vold mod kvinder, da det ikke kun går ud over kvinden, men over hele familier med børn, der ikke får den barndom, vi har krav på og dermed har det stor betydning, at vi får sat stop for volden”.

FNs Kampagne ”Stop vold mod kvinder”, som soroptimisterne markerer fra d. 25. november, er International dag for afskaffelse af vold mod kvinder og løber 16 dage frem til den 10. december, som er FN’s Menneskerettighedsdag.

”Når vi bl.a. er til stede i Hobro, er det både for at vise kvinder, der lever i voldelige forhold, at der er håb og mennesker, der ønsker at støtte op om dem og at det er ok at sige fra. Det er også for at opfordre andre til at sige fra over for vold mod kvinder, og gøre myndigheder opmærksom på at hjælpe kvinder, der er fanget i en voldelig situation”.

Lokalt støtter Mariager Fjord soroptimisterne op om Hobro Krisecenter med at give et gavekort på 500 kr. til kvinder, der har brug for hjælpen, når de flytter ud fra krisecentret og skal til at få deres liv til at fungere på en hel ny måde.

Se om arbejdet med at fremme kvinder og pigers rettigheder på soroptimist-danmark.dk/mariagerfjord, hvor der også er links til FN’s kampagne om Orange dage.

(Fra pressemeddelelsen)