
En dejlig eftersommeraften i Stubberup
Stubberup kunne i samarbejde med Soroptimisterne Mariager Fjord samle 7066 kr ind til Julemærkehjemmet i Hobro.
Tirsdag aften den 11. august 2026 blev antallet af mennesker mere end fordoblet i Stubberup i Mariagerfjord kommune, da soroptimistgruppen Mariager Fjord i samarbejde med Dorthe og Claus Uhrenholt Christiansen inviterede til gåtur til fordel for Julemærkehjemmet i Hobro.
Claus havde slået græsset mere end én gang på sin mark, der skulle være P-plads, på adressen i Tovdal. Det var ganske godt, da der dukkede 70 biler eller 182 deltagere op.
Alle gæsterne samledes på græsplænen hod Dorthe og Claus i den skønne have med sø og vandløb mens Claus fortalte om deres fantastiske sted og fuglelivet i haven. Der blev også plads til fortællingen om en af forgængerne på stedet, Adolf, der havde boet i huset, senere købte han en gammel bus, som han flyttede ind i da kaninbesætningen i huset blev for stor, senere blev det nødvendigt at købe et andet hus.
På grund af det dejlige store antal deltagere var det besluttet at de involverede lodsejere fortalte om deres bidrag der i haven.
Ejeren af Stubberup Mølle, René Gravgaard Pedersen, fortalte om den idyllisk beliggende mølle. Første gang den er nævnt i historien er i 1480’erne. I 1600 tallet overtog Christian den 4.’s svigermor, Ellen Marsvin, møllen, og René lod tankerne flyve, for hvis stedet kunne tale, så kunne det være spændende om Kirsten Munk og Christian den 4. havde besøgt møllen.
Ved den idylliske mølledam kunne deltagerne senere studere en vandturbine, som ejerne havde etableret i samarbejde med universitetet
Så overtog Bjørn L. Ashworth-Nielsen mikrofonen og fortale om det enorme skovrejsningsprojekt, han havde været primus motor for i 2025. 6,2 hektar ny skov var blevet rejst bestående af 30% nåleskov og resten løvskov. Da deltagerne travede afsted kunne de ved selvsyn konstatere at skoven lå højt i terrænet med en flot udsigt ud over ådalen.
Den 4. og sidste lodsejer, der overtog mikrofonen, var vinbonden Jens Juul Schhaumann Sørensen, der henledte opmærksomheden på adressen ”Tovdal”. Navnet fortæller at det er en dal og i foråret er det ofte der, kulden kommer og det rimer ikke på vinproduktion. Men deres første mark lå også godt isoleret inde i et beplantet område. Da gruppen nåede frem til marken, fortalte Jens’ kone, Wan, om det store arbejde med at passe planterne og om, hvordan hun ved hver enkelt plante tæller til 5 punkter på stilken, inden hun klipper. De har mere end 150 vinplanter!
Alle nåede hjem til Dorthe og Claus’ dejlige have inden mørket faldt på, hvor soroptimisterne solgte en kop kaffe et et stykke kage, hele omsætningen gik naturligvis til Julemærkehjemmet.
Soroptimistgruppen Mariager Fjord er meget taknemmelige for den fantastiske tur som Claus Uhrenholt Christiansen havde planlagt, godt hjulpet af lodsejerne. Flere havde hjulpet med at rydde skovstierne for at lette adgangen eller slået græsset i brede stier, flyttet kvæget og etableret ”porte” i indhegningerne, så alt gik nemt og smertefrit for deltagerne.
På grund at Dorthe og Claus’ flotte initiativ kan soroptimisterne sende 7066 kr til Julemærkehjemmet.
