Soroptimist Nordic Leadership Academy for yngre kvinder

25/01 - 2026
Kategorier: Nyheder

Igen i år indbydes yngre kvinder i alderen 24-30 år til at deltage i soroptimisternes nordiske kursus i ledelse og personlig udvikling – SNLA – der i år afholdes i Aarhus i uge 26, søndag den 21. juni – fredag den 26. juni 2026.

Akademiet, der foregår på engelsk, henvender sig til unge kvinder, bosiddende i et af de fem nordiske lande samt De Baltiske Lande. Det betyder, at der udvælges 5 deltagere fra hvert af de nordiske lande og 5 deltagere fra De Baltiske Lande.

Projektets formål er at fremme interkulturel kommunikation og ligestilling samt at dygtiggøre deltagerne med hensyn til karriereudvikling, præsentationsteknik, debat, kvinders rettigheder, coaching og information om Soroptimist International.

Kursets professionelle undervisere er hentet inden for ledelse, coaching og kommunikation.

Alle yngre kvinder i den nævnte aldersgruppe med interesse for at dygtiggøre sig inden for nævnte emner er meget velkomne til at søge optagelse på kurset, hvor både rejse, ophold og undervisning betales af de nævnte landes soroptimister.

Tidligere års deltagere har enstemmigt tilkendegivet at have fået stort og positivt udbytte af Akademiet, ligesom kurset ofte har dannet grundlag for varige venskaber og studiefællesskab.

Fristen for indsendelse af ansøgning er 12. marts 2026.

For yderligere information inklusiv ansøgningsskema se mere i denne folder: SNLA_2026.