Klubbens historie
CHARTRINGEN Danmarks første soroptimistklub – Klubben i København – blev chartret den 12. oktober 1936 på foranledning af Dr. Noël, medlem af Frankrigs ældste soroptimistklub ”Paris Fondateur”.De 32 chartermedlemmer var kvinder, man hver dag kunne læse om i avisen, dengang København var ”en lille storby”.Den første præsident Klubbens første præsident var Dr.med. Rigmor von Magnus, som også blev den første præsident for Danmarks-unionen, da den blev dannet i 1938Initiativtager til Dansk Unicef komité “Det kan nytte at arbejde for en bedre verden” var mottoet for Birgitte Rindom Thomsen, når hun inspirerede danske soroptimister til at atbejde for UNICEF. Birgitte var én af initiativtagerne til, at Dansk Unicef komité blev oprettet i 1954. Vi i klubben er stolte af, at det lykkedes for et af vore medlemmer at formidle et sådant internationalt arbejde, som har soroptimisternes stadigt stigende interesse.25 års jubilæum SI Københavns 25 års jubilæum på D’Angleterre i 1961. På billedet ses deltagere Eva Bengtsson, Sverige, Clara Hammerich, Brita Drewsen, Bella Spruit, Holland, Toini Nikander, Finland, og Carina Andersen-Rosendal. Kongelig æresmedlem
50 års jubilæum
SI Danmarks 60 års jubilæum
75 års jubilæum
Lysceremonien blev varetaget af Hanne Jensbo for Soroptimist International, Barbara Murray, SI Burnley for Soroptimist International of Europe, Hjørdis Hansen for Soroptimist International Danmark og Anna Marie Hvidt for klubben. Temaet for dagen var Mønsterbrydere og talerrækken var inspirerende: Inga Eriksson Fogh, Sveriges ambassadør i Danmark, Lise-Lotte Rebel, Biskop Helsingør Stift, Connie Hedegaard, EU-kommissær og Bolette Christensen, cand. psyk. Fra Børnefonden og tidligere direktør DI. I anledningen af jubilæet uddelte klubben 2 stipendier. Modtagerne var valgt af Kristine Sørensen, forstander på Aleksandra kollegiet.
Lørdag aften afholdt vi festmiddag i Moltkes palæ Søndag var der arrangeret udflugter for vores gæster
40 år som Soroptimist – Kirsten Nielsen Tallerup – død 2. juni 2023 Dorrit stillede Kirsten flere spørgsmål i marts 2023 gående på hvordan der var i klubben for 40 år siden og opfordrede hende til at fortælle om det. Her er hendes ord om det: Perspektivet er jo at klubben var stor med sine over 70 medlemmer og jeg dengang i 1982 kun var 31 år. Kun Cristina Caravadossi var yngre end mig, som jeg husker det – alle de øvrige damer var fra midaldrende til gamle. Alligevel følte jeg mig godt tilpas og meget velkommen både til møderne, i arbejdsgrupperne og til de private middage i de københavnske hjem. Især de mindre grupper gav mig varige venskaber. Omgangsformen var formel og respektfuld og jeg havde glæde af at tale med kvinder på min mors alder, som ikke var min mor. Flere af kvinderne havde store kvaliteter at byde på – Tove Lohmann, Jeanne Hjejle, Irmgard Munkner, Birte Rønhave, Inge Lise Anderskouv, Eva Siesby, Birte Damsgård, Nina Walbom blev mine nærmeste klubveninder. I mit job som civilingeniør mødte jeg jo primært mænd og kun mine underordnede var kvinder, så det var fint at møde stærke kvinder i klubben. Det, at vi var så mange gjorde, at der altid var nogen at connecte med. Også dengang blev ungdom prioriteret, og jeg blev tit “vist frem”, som til vores 50 år jubilæum, hvor jeg både skulle tage imod Dronning Ingrid til Flygtningekonferencen og være toastmaster til den store, fine middag på Nimb. Det internationale perspektiv kom hurtigt til at betyde meget for mig. Når jeg var på mine mange forretningsrejser havde jeg glæde af at besøge udenlandske klubber. I sær mindes jeg en meget fint møde i Washington med et interessant foredrag og stor venlighed. De mange besøg rundt i vores eget land til L&R møder deltog jeg i med stor interesse ligesom jeg rejste til de nordiske landes jubilæer mm. Altid kom jeg hjem med ekstraordinære oplevelser, fordi de lokale soroptimister havde skaffet adgang til særlige oplevelser og lokationer, og jeg mødtes med stor gæstfrihed. Når jeg tænker tilbage, tænker jeg på, at jeg var længe om at forstå vores eget bidrag til en bedre verden for andre end os selv. Til vores flygtningetema i 80’erene havde vi stort besvær med at finde flygtninge, vi konkret kunne hjælpe. Som unionskoordinator for Miljø fandt jeg også opgaven meget uhåndgribelig og luftig. Kommunikationen dengang var meget uklar og præget af at alt var dårligt oversat fra amerikansk. Efter 40 år står det dog heldigvis helt klart for mig nu, hvilken forskel vi gør for kvinder og piger! Og det håber, jeg vi vil blive ved med! Og jeg håber, at vi vil få mange nye medlemmer i alle aldre. Jeg ønsker SI København alt det bedste og takker for 40 gode år. |