
Vi har mistet Jean.
MINDEORD
SI Holbæk har den 11. oktober 2024 mistet et kært klubmedlem, da Jean Petersen stille sov ind efter en lang og sej kamp mod kræften. Hun blev 75 år gammel.
Jean startede som e-medlem tilbage i 2022 og blev hurtigt derefter ’rigtigt’ medlem i SI Holbæk.
Og hvilket medlem – aktiv ud over alle grænser og med et enormt selvskabt netværk, lokalt i Holbæk og i andre dele af både Danmark og verden i øvrigt. Et netværk som Holbæk klubben naturligt blev indlemmet i.
Og altid med fokus på retfærdighed for kvinder og på kvinders rettigheder.
Jean stammede oprindeligt fra Malawi men boede over 50 år i Danmark, var dansk gift og havde sin danske familie her.
Og igennem hele livet bevarede hun – naturligt nok – en dyb kærlighed til Malawi, hvor hun stadig havde en stor familie.
Jean var en projekt-kvinde, altid i gang med nye projekter og i SI Holbæk glædede vi os over at kunne være med i ’hendes’ projekt i Malawi med produktion og fordeling af genanvendelige menstruationsbind, SafePads med antimikrobiel teknologi. Et projekt hun fik op at stå sammen med det lokale Community Behaviour Change og Seniorer uden Grænser. Der blev startet en lokal systue, der blev indkøbt stoffer fra Indien, der blev instrueret, der blev trykt brochurer om overgangen fra pige til kvinde på to lokale sprog, der blev gennemført pilotprojekter med lokale brugere, som naturligt nok var meget begejstrede – der er langt fra at anvende blade eller iturevet stof til et blødt, genanvendeligt, vaskbart bind, som er pålideligt og som ikke generer. Jean fulgte flere gange op på projektet med besøg i Malawi og supervision i samarbejde med de lokale samarbejdspartnere.
På et regionalmøde i det daværende region 7 præsenterede Jean sit projekt med baggrund i livet i Malawi og de udfordringer især kvinderne lever med. Og typisk Jean sluttede hun sit indlæg af med en gang pausedans med skøn afrikansk musik – OG en lille opvisning i balancekunst med en fyldt vandkande balancerende på hovedet.
Trods sygdom og svækkelse deltog Jean i nærmest alle Holbæk klubbens arrangementer, altid med hjertevarme kommentarer, smil på læben og humor i øjet.
I foråret 2024 nåede hun med tilladelse fra lægerne en sidste rejse til Malawi – og typisk Jean var hun opsat på at fortælle og vise billeder fra turen – trods fremskreden sygdom. Faktisk fik hun af lægerne lov til ’udgang’ fra hospitalet til vores klubmøde i september – og det var sidste gang, vi så Jean.
Hun vil blive savnet.
På vegne af SI Holbæk
Annie Mortensen