Underklubber

Vores underklubber giver os mulighed for at mødes i  mindre grupper omkring fælles interesseområder. De erstatter ikke vores normale møder, men er med til at berige vores sociale soroptimistliv.

Læseklub

I læseklubben bliver medlemmerne udfordret og opfordret til at læse bøger, som de måske normalt ikke ville have valgt. Læseklubben er åben for alle soroptimister.

I læseklubben læser vi hver vinter 6 bøger og holder i reglen 3 læseklubmøder før og 3 efter jul, hvor vi drøfter de bøger, vi har læst og emner afledt af disse. Møderne holdes på skift hos medlemmerne af læseklubben.

Mødetidspunktet kan skifte mellem dag- og aftentimer, afhængig af hvornår medlemmerne har tid.

På sidste møde om foråret medbringer medlemmerne forslag til næste års program. På skift nævner medlemmerne deres forslag, som noteres på en samlet liste. Det kan være bøger, som man har læst og gerne vil drøfte med andre, eller bøger, som man blot har hørt om.

Ud fra listen aftaler vi, hvilke bøger vi ønsker at læse i den kommende sæson.

Læseklubbens program indeholder titel og forfatter på de valgte bøger, dato og vært for mødet.

De øvrige foreslåede bøger sættes på en liste til inspiration til ekstra læsning.

Se her, hvilke bøger vi læser i indeværende læseklub-år: Læseklubbens program 2023-2024

Har du lyst til at se, hvilke bøger vi tidligere har læst-foreslået, så se her: Læseklubbens program 2022 / 2023)

 

Filmklub

Filmklubben har omkring 8-9 medlemmer. Vi er medlem af Danmarks Biografklub, som sikrer et alsidigt udvalg af film samtidig med, at vi får rabat på filmforestillingerne.
Efter filmen mødes vi skiftevis hos hinanden til en kop kaffe og får snakket filmen igennem.

Friluftsgruppe

Gruppens formål er at få frisk luft og motion, at mødes under afslappede former og udforske naturen omkring os.

Aktiviteten består i en månedlig travetur – ca 4 km hver gang – forskellige steder i vores nærområde. Vi prøver at finde forskellige stier med lidt smuk natur.

I den mørke årstid mødes vi kl. 10.00 lørdag eller søndag formiddag – resten af året en almindelig hverdagsaften kl. 19.00. Turen tager normalt ca. 1 time, og vi slutter af med en kop kaffe eller the – som medbringes til eget forbrug.

Alle medlemmer inviteres pr. mail hver gang. Det er helt frit om man ønsker at deltage – man melder ikke til eller fra, møder bare præcist på det angivne sted.