Aktiviteter og tilbageblik

Vores aktiviteter

 

Soroptimist International Ribe arbejder for at styrke kvinders og pigers muligheder, rettigheder og livsvilkår.

Gennem foredrag, debat, lokale arrangementer og internationale projekter skaber vi oplysning, engagement og fællesskab.

Under overskriften »Kvinder taler med kvinder« sætter vi særligt fokus på emner, der har betydning for kvinders liv og hverdag.

Her kan du læse om vores aktiviteter og arrangementer gennem årene.

2026 – Et aktivt år i SI Ribe

 

Kan vi kvinder holde os raske længere? – oktober 2026

Onsdag den 21. oktober samlede Soroptimist International Ribe 69 deltagere til en inspirerende sundhedsaften på Brorsonsminde med fokus på kvinders sundhed gennem livet.

Aftenens tre oplægsholdere belyste emnet fra forskellige perspektiver.

Læge Judy Platz Christensen satte fokus på kønsforskelle i sundhedsvæsenet, kvindesygdomme og behovet for mere forskning i kvinders sundhed.

Fysioterapeut Sandra Lykke fra VaneStærk fortalte om betydningen af fysisk aktivitet, styrke og forebyggelse – og om udfordringer, som mange kvinder oplever, men sjældent taler åbent om.

Regionsrådsmedlem Mette With Hagensen gav et politisk perspektiv på udviklingen i sundhedsvæsenet og den stigende opmærksomhed på kvinders særlige sundhedsbehov.

Aftenen blev afsluttet med en levende paneldebat, hvor deltagerne stillede spørgsmål og bidrog til en åben dialog – også om de mere tabubelagte emner.

Arrangementet var en del af SI Ribes projekt ”Kvinder taler med kvinder”, hvor vi ønsker at skabe oplysning, inspiration og dialog om emner, der har betydning for kvinders liv.

Tak til oplægsholdere, deltagere og vores støtter Skjern Bank, Ib Laursen og Nordjyllandsfonden, som er med til at gøre vores aktiviteter mulige.

 

28 Unge på cykler – og 27.000 kr. til skolemad – September 2026

Regn og blæst kunne ikke stoppe årets Moving the World to End Hunger på Rejsby Efterskole.

Soroptimist International Ribe var igen med, da eleverne cyklede sponsorløb til fordel for skolemad og skolegang i Burkina Faso. Samarbejdet med efterskolen blev startet af SI Ribe for nogle år siden, og siden er vores naboklubber også kommet med – dejligt, at vi sammen kan løfte projektet.

28 elever satte sig på cyklerne og kørte omgang efter omgang á 5 km. Undervejs sørgede vi for vand, gulerødder og agurker – og efter indsatsen ventede selvfølgelig en velfortjent is.

Resultatet? Hele 27.000 kr. eller omregnet 9.000 måltider blev cyklet ind på knap to timer!

Pengene går direkte til Moving the World to End Hunger, Soroptimist International Danmarks samarbejde med FN’s World Food Programme og Stop Sult Fonden om skolemad i Burkina Faso. I 2026 går støtten fortsat til skolemadsprogrammet dér. 

En stor tak til eleverne på Rejsby Efterskole, sponsorerne og alle de Soroptimister, der trodsede vejret og hjalp til. 💙💛

 

WALK AND TALK I RIBE – September 2026

En rigtig dejlig Walk & Talk-aften med Soroptimist International Ribe – fyldt med gode samtaler, lokalhistorie, kunst og hyggeligt fællesskab.

Birgit og Solveig var vores dygtige turguider, og ved hvert stop havde de spændende historier og viden at dele med os.

Et helt særligt stop var i Klosterhaven ved det egetræ, som Soroptimist International Ribe plantede i anledning af 100-året for kvinders valgret. 🌳💛
Et træ, der stadig står som en fin påmindelse om de rettigheder, kvinder før os har kæmpet for – og om det arbejde, der fortsat er vigtigt.

Herfra gik turen videre over den nye bro til Ribe Gamle Kirkegård, hvor vi blandt andet så klokkestablen og den spændende glaskunst. Vi fortsatte gennem det gamle Ribe og sluttede i gården ved Ribe Katedralskole, hvor vi hørte om kunstværket Ord på vej og skolens traditioner.

Og selvfølgelig skulle en god aften sluttes ordentligt af: bobler, kaffe, hjemmebagt kage og masser af snak. 🥂☕🍰

 

Kvindeaften i fodboldens tegn juni 2026

Soroptimist International Ribe inviterede til en inspirerende aften med fokus på kvindefodbold, fællesskab og de kvinder, der gik forrest i en tid, hvor sporten langt fra var åben for alle.

Tidligere landsholdsspiller Birthe Kjems fortalte om livet som kvinde i fodboldens verden, hvorefter deltagerne så dokumentarfilmen Copa 71. Filmen fortæller historien om kvindernes uofficielle VM i Mexico i 1971, hvor Danmark blev verdensmestre foran op mod 100.000 tilskuere.

Aftenen satte fokus på kvinders kamp for ligestilling, synlighed og anerkendelse i sportens verden og skabte samtidig dialog om, hvordan stærke kvinder gennem tiden har været med til at ændre samfundet.

Tak til gæsterne for det flotte fremmøde.

 

Orientering om Ansgars 1200 års jubilæum april 2026

Vi havde i april besøg af Signe von Oettingen, som er præst i Ribe Domkirke. Hun fortalte om Ansgars 1200 års jubilæum, som er temaet for Folkemødet i Ribe i pinsen. Ansgar var en munk, som kom fra Tyskland i år 825 til Ribe for at udbrede kristendommen. Igen glæder vi os over interessen for at møde op også i mindre forum.

 

8. marts 2026 – Kvindernes Internationale Kampdag

Kvinders rettigheder, muligheder og ligestilling kommer ikke af sig selv.

Den 8. marts markerede Soroptimist International Ribe Kvindernes Internationale Kampdag med et stort offentligt arrangement, hvor 72 deltagere var samlet til en formiddag med oplysning, inspiration og fællesskab.

Kvindernes Internationale Kampdag er en anledning til både at glæde os over de fremskridt, der er sket for kvinder gennem generationer, og sætte fokus på de udfordringer, der fortsat eksisterer – både i Danmark og internationalt.

Selvom vi er nået langt, er ligestilling ikke en selvfølge. Kvinders rettigheder, sundhed, økonomiske muligheder og adgang til indflydelse er fortsat emner, der fortjener opmærksomhed og debat.

Arrangementet var samtidig startskuddet til SI Ribes projekt »Kvinder taler med kvinder«, hvor vi gennem foredrag, debat og dialog ønsker at skabe større viden om forhold, der har betydning for kvinders liv.

Med 72 engagerede deltagere fik vi en meget positiv begyndelse på projektet og en bekræftelse på, at der i Ribe og omegn er interesse for at mødes om emner, der vedrører kvinder.

For os handler den 8. marts ikke kun om at markere en dato – men om at være med til at skabe opmærksomhed, forståelse og forandring.