2024-11-21 Julebazar
Soroptimisternes Julebanko og julestue på Ikast Bibliotek
Torsdag d. 21. november kl. 13.30 – 17 afholder Soroptimisterne i Ikast den traditionelle julebazar i Bibliotekets store sal.
Til julebanko bydes der som sædvanlig på flotte gevinster sponsoreret af byens handlende og virksomheder, og der er gevinst både ved en fuld række og ved pladen fuld. Der spilles julebanko kl. 14.30 – 16.30. Pladerne købes fra en time før spillet går i gang (dvs. fra kl. 13.30) og frem til start.
Sideløbende er der tombola – med fine gevinster.
Soroptimisterne byder også velkommen i julestuen, som er åben for en god handel før, under og efter julebanko. I julestuen vil der være salg af kranse, dekorationer, julegodter og hjemmelavet håndværk og design – lige fra karklude til uldsokker og andet strik/hæklearbejde, som kan komme til god nytte her til vinter. Der vil også være småkagedej i ruller lige til at skære ud og sætte i ovnen, så man altid kan servere lækre friskbagte småkager. Alle varer er hjemmelavede og sælges til en god pris.
I den hyggelige café, som er åben hele eftermiddagen fra kl. 13.30, kan man købe en kop kaffe/te med hjemmebag, og Bente Busk underholder ved klaveret med julesange.
Soroptimisterne arbejder for at forbedre livet for kvinder og piger overalt i verden og støtter bl. a. uddannelsesprojekter for kvinder i Afrika og Grønland. Der er gennem flere år sendt økonomisk støtte til kvinder i Ukraine, og ikke mindst de sidste tre år har denne hjælp været et bidrag til nødhjælpsarbejdet for kvinder og børn i krigshærgede områder.
Overskuddet fra julebanko og julestue går ubeskåret til disse projekter.
Der er alt i alt lagt op til en rigtig hyggelig eftermiddag i julens tegn. Soroptimist Ikast håber at se rigtig mange i julestuen og til julebanko.