
Orange dage – stop vold mod kvinder – artikel i migogvejen


Volden mod kvinder skal stoppe.
Det har igen fået Soroptimister Rødding-Gram-Toftlund til at deltage i kampagnen »orange dage – stop volden mod kvinder«.
Det sker på bl.a. Enghaveplads i Rødding, hvor et juletræ er pyntet med orange lys og sløjfer.
De orange lys og pynt symboliserer de 16 orange dage, som er dagene fra 25. november, som er FN’s Internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder, og slutter 10. december, som er FN’s Internationale Menneskerettighedsdag.
De orange dage bliver markeret i hele Danmark, og lørdag ved julemandsvækningen i Rødding satte Soroptimister fra Rødding-Gram-Toftlund ekstra fokus på sagen ved at være til stede på Enghaveplads.
– Soroptimist International er er en verdensomspændende NGO, der kæmper for kvinder og pigers rettigheder. Vi arbejder ud fra FN´s 17 verdensmål, hvor det femte verdensmål beskriver ligestilling mellem kønnene og afskaffelse af vold mod kvinder og piger, noterer Tove Svendsen, præsident for Soroptimisterne i Rødding-Gram-Toftlund.
Fakta i Danmark:
• 38.000 kvinder udsættes hvert år for partnervold.
• Ca. 10 kvinder dræbes hvert år af en partner eller ekspartner.
• Årligt tager 2000 kvinder på krisecenter. Af dem har ca. 55 procent været udsat for vold i over tre år.
• Hver 10. unge pige under 24 år har været udsat for vold fra en nuværende eller tidligere kæreste.
• En ud af fem danske kvinder oplever chikane på nettet (cybervold).
