| Kære Esbjerg Soroptimistklub
Fadderskabskoordinatoren i Ukraine, Olena, skrev som bekendt i september, at hun stopper hos SOS Børnebyerne. Inden Olena havde sidste arbejdsdag hos SOS Børnebyerne, nåede vi dog at snakke med hende og få en opdatering på situationen i Ukraine. Den vil vi gerne dele med dig.
Olena fortalte, at der i Kyiv hersker en dobbelthed. På den ene side lever de fleste en nogenlunde normal hverdag – indimellem ødelagte bygninger og infrastruktur går folk på arbejde, og børn og unge tager i skole, passer deres studier eller bliver afleveret i børnehave. Men indeni er alle bange. De sover ikke. De føler sig ikke sikre nogle steder: I Kyiv kommer angrebene fra luften i form af droner og missiler, og indbyggerne er konstant bange for, hvornår det næste angreb rammer. Og hvor det rammer.
I juli var det en bygning et minut fra SOS Børnebyernes kontor og socialcenter i Kyiv, der blev ødelagt. Heldigvis er alle ansatte uskadt. Det gælder også alle i børnebyen i Brovary, understregede Olena. Der er tre sikkerhedsrum i børnebyen, som børn og familier ofte bruger. Nogle dage lyder luftalarmerne dagen lang med bare 20-30 minutters mellemrum, og den normalitet, vores kollegaer i Ukraine forsøger at opretholde i børnenes liv, bliver afbrudt. Men som Olena sagde: Vi kan ikke sætte børns barndom på pause. Så vores kollegaer i Ukraine gør deres allerbedste for at give børn en barndom med øjeblikke med leg og grin.
I den forbindelse fortalte Olena om et helt særligt arrangement: Sammen med en af SOS Børnebyernes partnere i Ukraine, DHL, holdt vores kollegaer en festdag i børnebyen i Brovary. Der var forlystelser, spil, leg, ballondyr og ansigtsmaling, og både børn i børnebyen og plejefamilier deltog. Mange familier, SOS Børnebyerne støtter i regionen, rejste endda til børnebyen for at være med. Selvom vores kollegaer mange gange i løbet af dagen måtte afbryde alt på grund af luftalarmer, og alle gik i sikkerhed, var det ifølge Olena en perfekt dag. Alle var så glade.
Til slut fortalte Olena os om, hvordan vores kollegaer er ved at forberede børn og voksne i børnebyen og de familier, vi støtter, på vinteren. Sidste år var vinteren i Ukraine bidende kold, og vores kollegaer tjekker derfor blandt andet varmesystemer, elektricitet og nødgeneratorer og uddeler varmt tøj, tæpper, termokander, soveposer og andre ting, der nemmere får børn og voksne gennem den kolde tid.
Det er blandt andet på grund af dig, at vores kollegaer i Ukraine kan fortsætte deres arbejde for børn og familier i disse svære tider. Det vil vi gerne sige tusind tak for❤️
Mange hilsner fra os hos SOS Børnebyerne. |