SI DK støtter organisationen Søstre mod Vold og Kontrol

Et enigt forretningsudvalg under Soroptimist International Danmark støtter fuldt ud op om nedenstående erklæring, da vi finder det er helt i tråd med vores arbejde for kvinder og piger. Derfor er vi medunderskrivere.

“Udskamning, trusler, grov chikane og løgne. Det er, hvad Halima El Abassi og organisationen Søstre mod vold og kontrol oplever lige nu. Alene fordi de har holdninger og siger dem højt. Vi finder det dybt problematisk, at man risikerer at blive udsat for den slags, fordi man deltager i den offentlige debat om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Og fordi man siger fra over for den kontrol og vold, som nogle kvinder bliver udsat for. For negativ social kontrol er et reelt problem for mange borgere i Danmark med minoritetsbaggrund, hvilket adskillige danske undersøgelser og forskning understreger.

Derfor er vi mange foreninger, organisationer, privatpersoner og forskere, der arbejder på at forstå karakteren af negativ social kontrol og på at forbedre vilkårene for dem, der er ofre i konflikterne. Vi arbejder ud fra vidt forskellige metoder og tilgange, og selvom vi ikke er enige om alt, er der én ting, vi bakker fuldt og fast op om: Alle skal have lov til at engagere sig i debatten og i arbejdet med at forebygge negativ social kontrol uden at skulle frygte for, at man bliver udskammet, truet, chikaneret – eller at der bliver sået tvivl om ens motiver.

Vi står sammen, siger fra og danner ring om hinanden, når en kollega bliver udsat for den slags ubehageligheder. Fordi det også er negativ social kontrol.

Vi tager gerne debatten, og vi vil gerne have en dialog på et sagligt og oplyst grundlag. Men det er sagen, og ikke enkeltpersoner, der skal stå i centrum for debatten”.