Mindeord for Ulla Ellehammer Bundgaard – en ægte Soroptimist af hjertet

27/08 - 2020
Kategorier: Nyheder

Torsdag den 27. august 2020 blev en sorgens dag. Her afgik vores ildsjæl Ulla Ellehammer Bundgaard alt for tidligt ved døden efter kort tids sygdom. En ulige kamp, som hun umuligt kunne vinde, og timeglasset løb alt for hurtigt ud.

Ulla blev kun 66 år, men hun nåede imidlertid at få sat imponerende flotte fodspor i livet. Hun vil blive savnet for sin varme personlighed, sin medmenneskelighed og sin imødekommenhed over for alle, hun mødte – også fremmede. Med sit vid og sit utrættelige engagement gik hun gerne forrest for en god sag – og altid med en uegennyttig tilgang. Hun var, om nogen, en ægte ildsjæl og en fremragende ambassadør – ikke bare for sin elskede hjemby Brande, men for hele det midtjyske område og for Danmark, men også for Soroptimist International, hvor hun var en ualmindelig aktiv Soroptimist i 20 år.

I SI-Brande er vi alle i chok, for der gik kun tre uger fra Ulla blev konstateret syg til hun gik bort. Hun var en ankerkvinde i vores klub og stod til at blive vores kommende præsident 2020/21.

At hun var aktiv vidner følgende eksempler på Ullas mange frivillige indsatser om:
Hun var aktivt medlem af Brande Soroptimistklub gennem 20 år og en foregangskvinde for vores organisation. Hun var dybt engageret i hjælpearbejdet og i projekterne i Danmark, Afrika, Ukraine og Grønland, og hendes hjerte bankede for udsatte kvinder og børn. Hun var klubpræsident senest i 2006 og var klar til endnu engang at bestride posten, men det blev desværre ikke aktuelt.

Ulla var desuden i redaktionen for Soroptima i en periode, ligesom hun og jeg sidste år var til verdenskongres sammen i Kuala Lumpur. Senest har hun desuden været initiativtager og drivkraft bag etablering af den nye internationale klub for Brande, Ikast og Herning.

Hun støttede aktivt ”Bevar Ukraine” – en organisation, der yder medicinsk og humanitær hjælp – herunder hospitalsudstyr – til hårdttrængte områder i Ukraine. Hun besøgte selv landet i forbindelse med støtteprojekter.

Hun ydede en stor indsats i International Society – for at sikre vellykket integration af udenlandske medarbejdere og tilflyttere i Ikast-Brande og Herning, ligesom hun var primus motor i International Village – et netværk for expats i Brande.

Hun deltog trofast i og lagde hus til Stammtisch – et ”spis-sammen” netværk for ægtefæller til udenlandske medarbejdere i området
Hun var ophavskvinde til og dedikeret primus motor for Brandes Quiz Night, som nu har kørt i mere end 5 år
Hun var i en årrække en driftig formand for Brande Handelsstandsforening
Hun var i flere år en kreativ og idérig aftenskoleleder i DOF Dansk Oplysnings Forbund, og meget mere.

Ulla var også kendt for by-heart – den velrenommerede brugskunstforretning, som hun drev i Brande i 13 år. Butikken var et tilløbsstykke, og folk fra nær og fjern og byens turister fandt vej til hendes butik for at se de mange unikating, hun havde håndplukket. Trofaste kunder fra hele landet besøgte butikken, hvor god smag og god service var en selvfølge. Ullas faglige baggrund var en korrespondenteksamen, og hun var i ledelsessekretariatet i flere store virksomheder – inden hun blev selvstændig.

Når Ulla påtog sig en opgave kunne man være sikker på, at den var i gode hænder. Det var der mange, der havde fundet ud af, og hun blev derfor flittigt involveret i nye tiltag. Det kunne hun lide, og hun gik til opgaverne med stor ildhu, opfindsomhed og højt humør. Det var altid en fornøjelse at være i hendes selskab, for hendes vid og humor var i særklasse, og der var ikke langt til latteren.

Også i den sidste svære tid gik Ullas tanker til dem, der er i nød. Som en sidste fin gestus ønskede hun nemlig, at eventuelle blomsterhilsner til hende vil blive videregivet i form af en donation til det gode formål ”Bevar Ukraine”, som hendes hjerte brændte for.
Nogle gange synes livet ekstra uretfærdigt. Sådan en dag var torsdag den 27/8 2020.

Tabet er stort for mange, og livet bliver aldrig det samme igen uden Ulla. Selv har jeg mistet min dejligste veninde gennem mange år, Soroptimisterne har mistet en ægte ildsjæl og et skattet medlem, men mine tanker går i denne tid særligt til Ullas familie, som har mistet et uerstatteligt familiemedlem – en kærlig, engageret og omsorgsfuld hustru, mor, farmor, søster og moster.

Æret være Ullas minde
Jette Nielsen
Præsident, SI-Brande