Grete's rejse til Angola
Vores klub arbejder sammen med syv andre nordjyske klubber med vandprojekter i Angola. Vi har flere både danske og angolanske samarbejdspartnere, der flittigt rapporterer om projekterne, både når der er succes, men også når der er problemer. Alligevel er det vanskeligt at forstå, hvordan vores hjælp kan ydes bedst muligt i dette for os så fremmedartede land.

Det blev der rådet bod på, da vores klubmedlem Grete i sensommeren 2010 besluttede at deltage i en tur til projekterne sammen med en soroptimist fra SI Randers og nogle folk fra Dansk-Angolansk Venskabsforening.
Det blev til tre uforglemmelige uger, hvor meget af tiden blev tilbragt skrumplende i en Toyota uden affjedring og uden sikkerhedsseler. Det blev til en 1700 km.’s rysteturpå noget, vi ikke ville kalde veje. Undervejs var der privat og meget gæstfri indkvartering, mens selskabet selv medbragte aftensmaden i form af levende høns og geder i bilens bagagerum.
Se fotos og læs alt om den fantastiske rejse samt om vandprojekterne via dette LINK
Efterfølgende har Grete holdt adskillige foredrag i soroptimistklubber og andre serviceklubber. Interesserede kan bestille et foredrag:
gbundgaard@get2net.dk
Grete skal have dækket sine transportudgifter, og derudover ser vi meget gerne en donation til projekterne.
Alle indsamlede midler går direkte til projekterne. Når soroptimister rejser, sker det for egen regning. Derfor er et projektbesøg ikke noget, der ofte finder sted. Eksempelvis kostede Grete's rejse den nette sum af 28.000 kr., hvilket forklarer, at det er meget væsentligt at have troværdige lokale samarbejdspartnere.
Grete i Angola med Ester Chilala (Lillemor), lokal samarbejdspartner og ildsjæl
|