Moving the World Inspirationsmødet hos WPF i FN-byen 31. marts 2017

95 soroptimister deltog den 31. marts 2017 igen i år i et meget spændende og informativt inspirationsmøde med World Food Programme i FN byen i København.
Dagen startede med indlæg og rundvisning i den meget energivenlige og bæredygtige stjerneformede bygning, der ligger helt ud til vandet ved Københavns Nordhavn og er arbejdsplads for 1400 mennesker fra 100 nationaliteter.
Anne Poulsen, direktør for FNs fødevareprograms Nordiske kontor fortalte, at 795 millioner mennesker går sultne i seng hver dag og at 45% af alle dødsfald blandt børn – 3,1 millioner - sker på grund af underernæring.
Rigtig ernæring er meget vigtig i de første 1000 dage fra undfangelsen. Manglende ernæring i denne vigtige periode kan ikke senere oprettes og har således ikke kun betydning for det enkelte menneske, men for hele samfundet, også økonomisk.
Else Larsen, SI Vejle, fortalte, at i Burkina Faso kommer mange børn ikke i skole og i det fattige Sahelområde går kun 44 % af børnene i skole. Skolemaden lokker børn i skole og medfører, at børnene bedre kan koncentrere sig samtidig med, at der bliver mere mad til de andre børn i familien. Når 10 % flere piger går i skole stiger BNP med 3 %.
Soroptimist International Danmark har i de 11 år, skolemadsprojektet har kørt, indsamlet 1,1 millioner kr., der har givet 335 børn skolemad hver dag i alle årene.
Dagen sluttede med udveksling af ideer til Moving the World aktiviteter i klubberne.

Birgitte H. Kiil, SI Viborg