And the winner is "Women and Climate Change Denmark-Kenya"
 Sådan lød det hele to gange ved uddelingen af Best Practice Award (BPA) 2011ved guvernørmødet i Palermo i begyndelsen af juni måned i år. Først uddeltes BPA for hvert af de ti strategimål, og der vandt vores dansk/kenyanske projekt BPA for strategimål 6: ”Mindske virkningerne af klimaændringer..” Til slut udnævnes et af de vindende projekter til ”Overall Winner”, og så fik endnu en BPA. Det var rigtig sjovt at være dansker og soroptimist den eftermiddag i Palermo, eftersom Skjern-Tarm-klubben også fik en BPA (for strategimål 4)! Styregruppemøder
Der er stadig fuld gang i projektet i Kenya. D.1. marts afholdtes det halvårlige styregruppemøde i Nairobi i industriministeriets lokaler, hvor Birgit deltog fra Danmark. Her opsummeres projektets mange aktiviteter, økonomien gennemgås og de fremtidige aktiviteter godkendes. Der var stor ros og opbakning til projektet fra bl.a. de kenyanske repræsentanter fra ministerierne for hhv. landbrug, industri, miljø og kvinder/kultur.
Næste styregruppemøde er et ekstraordinært møde d. 3. august, hvor Karen Lundbo deltager, og Ulla Ringbæk og Karen besøger et antal virksomheder og klubber for at evaluere projekterne. Projekt Renere Teknologi i virksomhederne 7 virksomheder har meldt sig til projektet, hvor de får en teknisk gennemgang af deres virksomhed med henblik renere produktion. Det gavner medarbejderne, det omkringliggende miljø, klimaet og i sidste ende også økonomien. Efter studieturen til Danmark og et træningsseminar har virksomhederne nu fået gennemgået deres produktion og går herefter i gang med at implementere diverse forbedringer. Det får de teknisk hjælp og økonomisk støtte til fra projektets samarbejdspartner, Kenya National Cleaner Production Center. Til gengæld skal virksomhederne efterfølgende stille sig til rådighed som ”model” for andre virksomheder i deres branche. Klubprojekterne De ti soroptimistklubber i Kenya har haft lokale kurser i klimaændringer og renere produktion. Nu er de ved at starte deres egne lokale projekter. Det er helt praktiske projekter i lokalområdet, hvor soroptimisterne tager initiativ til opsamling af regnvand, oprettelse af toiletter, udskiftning af osende parafin-lamper til LED-lamper, plantning af træer mm i skoler og institutioner i lokalområdet.  
21. juni 2011 Birgit Årsnes Klimagruppen
Kvinder og klima i Kenya er inviteret til CSW55 i New York
FN’s kvindekommission, The Commission on the Status of Women, afholder sit årlige møde i FN-bygningen i New York d. 22. februar – 4. marts 2011. Det er kommissionens 55. møde, og det kaldes derfor CSW55. CSW beskæftiger sig udelukkende med ligestilling og fremme af kvinders rettigheder i verden. Det er derfor den vigtigste globale instans for politiske beslutninger om fremme af kvindens stilling. På det årlige møde evaluerer medlemsstaterne udviklingen af lige-stilling, sætter fokus på udfordringer, aftaler globale standarder på området og formule-rer politikker, der skal fremme ligestilling og forbedre kvinders vilkår verden over. De fælles resolutioner indeholder konkrete anbefalinger, der forventes indført internati-onalt, regionalt og i de enkelte medlemslande. Plenarmøderne bliver suppleret med forskellige ”side events” under topmødet. Det dansk/kenyanske klimaprojekt Kvinder og Klima i Kenya deltager med et oplæg og i et panel på den side event, der hedder Women and Climate Change. Arrangementet finder sted d. 22. februar og Else Larsen fra den danske klimagruppe tager til New York og præsenterer projektet. To soroptimister fra den kenyanske styregruppe har søgt om et rejselegat for evt. at deltage i fremlæggelsen. Interesserede ngo’er kan deltage i CSW55, men der er kun tyve pladser til rådighed, og de er desværre allerede afsat. Læs mere om mødet CSW55 på www.un.org/womenwatch/daw/csw/55sess.htm Vi er naturligvis beærede over, at man i FN har inviteret vores projekt med til CSW55 – og stolte over, at vi således i Danmarksunionen får anerkendelse for vores aktive indsats på klimaområdet på både klub- og unionsplan.
30. januar 2011 Birgit Årsnes Klimagruppen
Kvinder og klima i Kenya er trukket i arbejdstøjet

Projektet Kvinder og Klima i Kenya er kommet godt fra start, og både danske og kenyanske soroptimister er trukket i arbejdstøjet. Der har været afholdt træningskursus i klimabevidsthed og et stort klimasymposium ved Victoriasøen. Erhvervsprojektet er skudt i gang med en inception-workshop, og så er der blevet ansat nogle dygtige fagfolk til specialopgaverne i Kenya.
Træningskurset fandt sted i april måned 2010 på Egerton University med deltagelse af godt 30 kenyanske soroptimister samt Else Larsen fra klimagruppen. I ugen efter træningskurset kom Birgit Årsnes fra klimagruppen omsider gennem askeskyen og deltog sammen med Else i en lang række møder med de kenyanske sorop-timister, samarbejdspartnere, kommende medarbejdere samt møde med den danske ambassade i Nairobi, som har ydet uvurderlig støtte til projektet indtil videre. Ansættelse af en lokal økonomimedarbejder blev der også lige tid til.
I maj måned 2010 var en større danske delegation af sted til de næste delprojekter: Karen Lundbo, Else Larsen, Ulla Ringbæk og Tove Johanson.

De var aktive deltagere i og arrangører af den vigtige start-workshop med vore samarbejdspartnere indenfor tekstil- og hotelbranchen samt vigtige institutioner og nøglepersoner indenfor lokal- og central-administrationen. Workshoppen mundede ud i udnævnelsen af formanden for den kenyanske styregruppe for projektet, og det blev professor Alice Odinga, som også er soroptimist. Ved siden af workshop-aktiviteterne nåede Karen Lundbo og Kenyas unionspræsident Asha Abdulrahman også at ansætte en lokal projektleder, der bliver den lokale, daglige tovholder for projektet.
To dage efter workshoppen havde de kenyanske soroptimister arrangeret et stort, 2-dages klimasymposium på Maseno University i Kisumu nær Victoriasøen. Over 400 mennesker deltog i symposiet og det store klima- og energisparemarked på universitetets område. Der var lokale institutioner og skoler, landbokvinder, der havde rejst langt i bus for at deltage, officials, klimaeksperter. Den officielle åbning blev forestået af ministeren for Køn og Sociale Forhold, Esther Murugi, og internationalt anerkendte klimaeksperter holdt taler og indlæg.


Vores unionspræsident Tove Johanson var en af æresgæsterne og havde et indlæg, og den internationale præsident, Hanne Jensbo, havde også lagt vejen forbi og var naturligvis også på talerlisten. Symposiet sluttede med uddeling af Best Awards for de forskellige udstillere, og de blev uddelt i fællesskab af de to unionspræsidenter samt af Hanne Jensbo.

Præmien var dansk kunsthåndværk af glas, naturligvis dekorativt pyntet med bånd i soroptimistfarverne blåt og gult.
 Danske klubber er mere end velkomne til at komme på banen nu. De lokale projekter kan godt bruge en hånd fra Danmark, f.eks. i form af økonomisk støtte til projekterne eller til finansiering af en studietur til Danmark. Kontakt Evabeth Mønster eller Birgit Årsnes fra klimagruppen.
17. juli 2010 Birgit Årnes Klimagruppen
|
|
|