Historik
I historik afsnittet beskriver vi de vigtigste milepæle i vores klubs historie, som direkte hænger sammen med soroptimismen. Dette er bl.a. vores charterdag, jubilæumsfest og aktiviteter sammen med vores venskabsklub. Velgørende aktiviteter kan du læse om, ved at følge dette link og en oversigt over vores donationer igennem tiderne kan du finde her.
L&R møde i 2006
I 2006 var vi vært for L&R mødet. Mødet blev afholdt fra d. 5. til og med d. 7. maj i Vingstedcentret i nærheden af Vejle. Mere end et år i forvejen startede vi med forberedelser til mødet. Vi delte os op i mindre grupper, som tog sig af mange forskellige ting - fra økonomi til PR og fra de praktiske ting under mødet til udflugterne om lørdagen og festaften. Vi skrev bl.a. hver måned små artikler i Soroptima som appetitvækkere til mødet. Vi havde på det tidspunkt også vores egen hjemmeside domæne. Et meget travlt år for os som klub, men også en tid, som styrkede sammenholdet mellem medlemmerne.
Jubilæumsfest i 2005
I den første weekend i april 2005 fejrede vi vores 10 års jubilæum. Fredag d. 1. april kom 24 soroptimister og deres ægtefæller fra vores venskabsklub i Holland. Alle blev selvfølgelig privat indkvarteret og vi startede vores weekend med noget hyggeligt samvær i private hjem.
Dagen efter tog pigerne på udflugt til Jelling kirke. Vores præsident Inge Mols fortalte meget entusiastisk om de spændende historiske begivenheder, som har fundet sted i Jelling. En kopi af runestenen ved Jelling kirken findes faktisk i Utrecht i Holland - i nærheden af vores venskabsklub! Bagefter besøgte de Engelsholm Slot og Glashuset.
Mændene besøgte Falck's vagtcentral i Kolding. Det var spændende for hollænderne, at se at vagtberedskabet er organiseret på en hel anden måde i Danmark.
Om aftenen holdt vi vores store jubilæumsfest. I alt 72 soroptimister og mænd holdt fest i Skjoldbjerg Medborgerhus. Også vores gudmor Signe Haahr deltog. En dejlig aften med hygge, snak, dans og mange taler.
Da det hele begyndte...
Allerede i 1993 startede Signe Haahr fra Vejle-klubben og Gerda Larsen fra Varde-klubben med at finde personer, der kunne være interesserede i at være med til at starte en klub i området omkring Grindsted og Billund. Der blev afholdt orienteringsmøder for de interesserede, så vi vidste, hvad vi gik ind til. Vi besøgte også andre soroptimistklubber og deltog i deres møder.
Lørdag den 29. oktober 1994 skrev 27 håbefulde for-soroptimister under på en ansøgning om, at blive godkendt som klub. Begivenheden fandt sted på Møllemarkshus. Det lykkedes! Så fulgte en travl og spændende periode. Dels skulle vi have et klubliv og et kammeratskab i gang, dels skulle vi lave forberedelser til vores charterfest.
Den 18. marts 1995 blev 25 medlemmer chartret af guvernør Maria Schenk, Østrig. Vores 2 gudmødre Gerda Larsen og Signe Haahr var selvfølgelig også til stede på Hotel Lyngheden. De var stolte over deres "unger". Med næsten 150 gæster fra ind- og udland, blev det en forrygende flot og dejlig dag og aften. Mange taler med masser af gode ønsker for vores fremtid, fin underholdning, rigtig god mad og dejlig gæster - det kunne ikke være bedre.
|