Gladsaxe-Herlevklubbens historie

Hvordan starter en soroptimistklub. Ja mange gange er det en tilfældighed. Man løber ind i mennesker, man synes vil passe ind i organisationen og spørger dem så, om de har lyst til at være med til at starte en ny klub op.
Ikke mange ved, hvad Soroptimisme står for og Lis Kornerup som var chartermedlem, fortalte på et møde, hvordan hendes første møde med organisationen fandt sted. I 1952 skulle der være stor kongres i Oddfellow- palæet i København. Lis var studine, der skulle vise de fine damer på plads.

Den eneste betingelse var, at hun var iført hvid kjole og havde sin studenterhue på. Hun mener selv, at betaling for dette var mad, halvanden krone samt en taxa hjem.

Birgit Catter, som blev klubbens første præsident, ventede barn i 1966 og gik til afspænding hos Bodil Corneliussen, som var foregangskvinde inden sit fag og selv Soroptimist.  Birgit blev inviteret til te sammen med Clara Hammerich, Bodil Corneliussen samt Jeanne Hjejle- alle tre fra  Danmarks første klub- København.

Birgits arbejdsplads var John F. Kennedyskolen i Gladsaxe, som udover lærere, også havde læger, tandlæger, psykologer, som kunne opfordres til at være med i den kommende klub. At klubben kom til at hedde Gladsaxe-Herlev skyldtes dels Birgits arbejdsplads, dels bopæl, som lå i Herlev.

I oktober 1968 var vi så en lille gruppe- herunder Lis Kornerup, som var blevet kontaktet af en kvindelig læge i Gladsaxe, hvis datter Eva Blom også  havde sagt ja til at  deltage, og da Lis syntes, det lød spændende, sagde også hun ja til at deltage og har senere sendt mange taknemmelige tanker til  Evas mor for dette initiativ.

I december 1968 kunne vi igen invitere evt. interesserede, og så nåede vi da det magiske tal 18, som krævedes for at blive en selvstændig klub.

Charterfesten blev afholdt 7.juni 1969. SIA-extension-officer Eva Bengtson, Sverige overrakte os sammen men Unionspræsident Annelise Eiersted charterbrevet ved en fest på Aldershvile Slotspavillion i Bagsværd, hvor i alt 90 gæster deltog tillige med gudmødrene Clara Hammerich, Jeanne Hjejle samt Bodil Müller fra Københavnerklubben. Endvidere deltog Vivian Brown fra Ghana.

Borgmester Erhard Jacobsen, Gladsaxe Kommune og borgmester Skjødt, Herlev var æresgæster.

Festen kostede dengang 75 kr., og der var forlangt festdragt. Unionspræsidenten ledte os igennem den stiftende generalforsamling Der var mange gæster, også fra udlandet, så der skulle holdes taler på engelsk. Endvidere deltog Ladies Circle fra Herlev. Klubbens medlemmer var alle rystende nervøse, det gjaldt også aftenens toastmaster, Hanne Kjer, men alt gik heldigvis godt, og vi fik senere stor ros fra vore gudmødre samt Clara Hammerich.

Erhard Jacobsen havde sagt, at vi bare skulle sige til, så kunne vi få såvel lokaler til vore møder samt besøge ham på rådhuset. Begge dele holdt han, og mødet med ham på rådhuset i oktober 1969, var en flot oplevelse. Erhard Jacobsen var ikke til at stoppe, og klokken var da også 24, før vi sagde farvel efter at have lovet at være hans gæster en gang årligt. Vores første mødelokale var i Værebro bibliotek, hvor vi var i flere år.

Klubben kom med det samme ind i Region øst for Storebælt sammen med Brøndby, Dragør, Frederiksberg-Gentofte, Glostrup, Kastrup samt København, og vi fik arrangeret et møde i 1970, hvor fabrikant Karl Krøyer skulle tale om ernæring. Pris for deltagelse 40 kr. incl. kalvenyresteg, frugttærte, kaffe og gebyr.

Vi var jo en ung klub med unge medlemmer og troede vel, at vi kunne gøre, hvad vi ville, og måske var det også grunden til, at vi først 25 år senere fik vores præsidentkæde, da vi fejrede jubilæum.

Lands-og repræsentantskabsmøder skulle vi også deltage i, og i 1971 deltog også den daværende tronfølger, prinsesse Margrethe, som var æresmedlem i Danmarksunionen. Det blev et tilløbsstykke, og fra klubben måtte Lis Kornerup og Birgit Catter indlogere sig i nærheden, da alt var udsolgt. Det var vi glade for, for vi boede på Julskov slot og indtog vor morgenkaffe i kælderkøkkenet sammen med Lis veninde, som ejede slottet..

Tronfølgeren var i øvrigt meget genert og har ikke senere deltaget i arrangementer. Men vi nød opholdet.

70-erne i Gladsaxe- Herlevklubben var en tid, hvor vi som nystartet klub prøvede at få et klubliv til at fungere. Vi var jo alle unge med børn, der skulle passes, forældremøder og mænd, der endnu ikke havde vænnet sig til de nye tider. Kvindefrigørelsen var i fuld gang, og ligestilling blev nu kodeordet. Vi fik nye medlemmer, og nogle forlod os igen. Vi var imponeret af dem i de etablerede klubber, rigtige damer, som havde ordet i sin magt og var vant til at stå på en talerstol, og da vi var anbragt i en region med medlemmer, som alle var ældre end vi og havde fået pligterne fra hånden, kneb det for os at deltage – f.eks i regionalplanlægningsmøder, hvor vi med skam at melde af og til glimrede ved vort fravær.

Vi havde også meget fravær ved møderne de første år- næsten ingen penge til at  få spændende foredragsholdere for, og vi var også for tilbageholdende  med at invitere andre kluber, og desværre havde vi nok for travlt på hjemmefronten til også  selv at deltage i andre klubbers møder. På dette tidspunkt opstod mange NGOér f.eks. Amnesty International, og vi valgte at støtte et skolehjem i Pakistan, inspireret af Karen Friis Nielsen, hvis søster var medlem af Kgs. Lyngbyklubben.

Ladies Circle holdt vi kontakt med i mange år, men så ebbede det ud. Til gengæld havde vi efterhånden fået lært flere og flere Soroptimister at kende og deltog nu hjemmevant i andre klubber. Også landsmøder, især et i Løkken i maj 1975 gjorde indtryk, dels den gode foredragsholder- forfatter Kirsten Holst og folketingsmedlem Mette Madsen, som havde lavet en sjov vise. Og solnedgangen over Vesterhavet var fantastisk..

80-erne. Men vi kom i modvind…

Det var blevet vores tur til at stå for lands-og repræsentantskabsmøde, men vi fik at vide, at man ikke mente, vi var i stand til at klare en sådan opgave, og man bad Slagelse om at holde dette i stedet for os. Så kom vi på barrikaderne. Det var for meget! Vi skrev et vredt brev til unionspræsidenten og insisterede på at holde landsmødet i 1983. Det gjorde vi så på hotel Eremitage i Lyngby med socialminister Mimi Stilling Jacobsen som gæst.

 Det var vores fornemmelse, at mødet var en succes, og vi fik vist, at vi sagtens kunne magte opgaven - selvom vi på daværende tidspunkt var nede på 19 medlemmer. Prisen for arrangementet var 535 kr. incl. overnatning.

Det løb af stablen den 14. og 15.maj 1983. Der deltog 208 Soroptimister.

Anne-Marie Bruun, som var klubpræsident, beskriver arrangementet således:

Specielt indbudte gæster Federationspræsident Sadun Katopoglu, Tyrkiet
Unionspræsident Majken Törnblad, Sverige
Unionspræsident Kaija Kekki, Finland

Pressen var inviteret, og som gæst til festmiddagen havde vi inviteret Mimi Stilling Jacobsen, som på det tidspunkt var kulturminister.

Den 14.maj kl. 13 bød jeg så velkommen til landsmødet, som fortsatte til kl. 18 med Birthe Rønhave, København som en dygtig dirigent.
kl. 19.30 havde vi en vellykket festmiddag med sange og taler, og vi blev i hvert fald ikke skældt ud. Søndag begyndte med en andagt i Lyngby kirke v/ sognepræst Leif Bork Hansen. Derefter en spadseretur gennem Lyngby med besøg i Damhuset og Fribos hvile. Kl. 10.30 genoptog vi landsmødet. Kl. 11 skulle Sadun Katipoglu tale. Denne tale var uendelig, og hun overskred hæmningsløst den fastsatte tid. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle afbryde hende, for i kulissen stod forligsmand Mette Kofoed Bjørnsen og ventede på at holde sit foredrag om Danmarks økonomi. Jeg havde i programmet kaldt hende forligskvinde, men da jeg skulle introducere hende, tænkte jeg: ”Hun ligner en, der hellere vil kaldes forligsmand”, så det kaldte jeg hende, og hun indledte sit foredrag med at sige, at hun var glad for, at jeg havde kaldt hende forligsmand og ikke forligskvinde, så jeg var bare heldig.

Hende foredrag var utrolig underholdende. Vi kunne godt have hørt på hende i længere tid, men tiden var jo blevet brugt, og vi skulle videre til frokosten.

Så var landsmødet slut, og vi fik fine takkebreve, og vi syntes også selv, at det var gået godt. Det havde været et dejligt år, der gik forud med travlhed men også med et fantastisk sammenhold og en stor tilfredsstillelse at vise, at vi kunne…

9o-erne.

I begyndelsen af 90-erne var vi blevet så friske, at vi stillede op med et forslag til unionspræsident, og i 1993 blev Birgit Catter valgt embedet for perioden 1994 – 1996 og fortsatte som guvernør 1998- 2000..

Og så den 11. juni 1994 kunne vi fejre 25 års jubilæum – selvfølgelig med modtagelse på Gladsaxe rådhus af borgmester Ole Andersen og derefter til fernisering på Sofienholm. Frokosten blev holdt på Regatta Pavillonen, og vejret var med os, så et halvt hundrede Soroptimister kunne nyde maden og den smukke udsigt. Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen var hovedtaler og holdt et glimrende foredrag om kvinder i erhvervs- og karriereforløb, hvor hun blandt andet beskrev sit eget liv. Endvidere deltog også vores ene gudmoder Bodil Corneliussen-nu Müller.

Der var arrangeret et amerikansk lotteri med mange fine sammenbragte præmier, og overskuddet blev 5.000 kr. Disse penge besluttede vi skulle havne i en lokal organisation. Valget faldt på ”Gavenda”, der er en slags teaterskole for store børn og unge mennesker.

Efterfølgende fik vi også en ganske pæn omtale i lokalpressen og kunne glæde os over dagen. Vi var i øvrigt 10 chartermedlemmer tilbage på denne dag.

Vores klub har altid været præget af et varmt og godt venskab, fordragelighed og hjælpsomhed har været nøgleord. Vi har taget os af hinanden og gennem de mange år fulgt hinandens liv, såvel på det erhvervsmæssige som på det private plan. Noget der har været værdifulgt og menneskeligt udviklende for os.

2000-erne. Er vi godt i gang med og i 2009 kan klubben fejre sit 40 års jubilæum.