Århusklubberne var vært for European Days i september 2008.

192 deltog i alt i det seks dage lange program.

Næste European Days er i Izmir, Tyrkiet, i 2010

  

Under gallamiddagen i Turbinehallen var der lurmusik og studentersangere. Her ses fra venstre Rezan Barutcuogly, Tyrkiet, Liv Handeland, Norge, Kristin Einarsdottir, Island, Europapræsident, Mariet Verhoef-Cohen, Holland og Maud de Graaf, Holland.

 

Et hollandsk filmhold fulgte deltagerne af  European Days i Århus. Optagelserne skal lægges på soroptimist-hjemmesider.

Soroptimist International: Friendship Days 2008 from Soroptimist Europe on Vimeo.

 

 

European days 2008 i Århus

Tætpakket program om tolerance
 

Århus blev virkelig sat på soroptimisternes Europakort, da 156 soroptimister og 36 gæster stævnede mod ”Smilets By” i weekenden d. 19.-21. september. Med deltagere fra 17 lande blev det i sandhed et internationalt møde.

 
En typisk soroptimist er 60 år, har børnebørn, en akademisk uddannelse og har en fornuftig økonomi – i al fald i Vesteuropa. Det var federationspræsident Mariet Verhoef-Cohens provokerende karakteristik, da hun talte på European Days i Århus. Hun vil synliggøre os og med sit engagement og energi er hun selv et eksempel på en moderne soroptimist. Hun fortalte om sine visioner for soroptimisterne frem mod 100 års jubilæet i 2021 og talte varmt for projektet ”Soroptimists go for Water”. Hun var en af talerne under lørdagens konference i Søauditoriet på Aarhus Universitet, og tog som de øvrige udgangspunkt i temaet ”No Tolerance of Intolerance”.
 
Elizabeth Ngugi fra Universitetet i Nairobi fortalte om AIDS, HIV og stor politisk uro i sit hjemland. Hun kæmper en brav kamp for at skaffe penge til mikrolån, som giver kvinder mulighed for at skaffe indtægter til deres eget udkomme. 
Birte Holst Jørgensen manede med sit foredrags titel ”Don’t ask what the climate can do for you – but ask what YOU can do for the climate” til fortsat opmærksomhed overfor nutidens store udfordring overfor klimaændringer. Birte Holst Jørgensen er direktør for Nordisk Energiforskning under Nordisk Ministerråd og selv medlem af Oslo Soroptimistklub.
 
Efter frokosten i de smukke lokaliteter under Per Kirkebys imponerende, dramatiske maleri i foyeren hørte vi om, hvorledes Anders Mogensen, der selv er opvokset i en fattig landsby i Nigeria, forestiller sig at gøre det muligt, at hvert barn i Afrika kan få en laptop til 100 Dollars, der kører på solceller. Anders Mogensens arbejde drives af ønsket om, at også helt små børn i fattige landområder skal lære at bruge en computer.
Alina Radu fra Moldova fortalte om, hvor svært det er at være kritisk journalist , og om det manglende demokrati i Europas fattigste land. Som afslutning fortalte den polske unionspræsident Bogusia Kalita, om kvindernes vilkår og manglende ligestilling i Polen, nu næsten 20 år efter murens fald.
 
European Days var smugstartet med en tur, vi kaldte ”Looking into Århus”, hvor vi viste gæsterne handicapinstitutionen Stefanshjemmet, Kvindehuset i Århus, og IT forskerbyen Katrinebjerg.

Fredag aften havde Århus Pigegarde modtaget gæsterne i den lune eftermiddagssol foran Århus Rådhus fredag aften. Vi vil aldrig glemme de mange glade smil og varme knus, der blev uddelt inden vi i fælles flok gik ind til den ventende buffet og den officielle velkomst i Rådhushallen. Kate Runge var som byrådsmedlem og som medlem af Århus Kraka værtinde og synlig stolt over at kunne byde os velkommen.

 
Fik doggybag med hjem
 
Lørdagens gallamiddag blev holdt i skæret af levende lys i de rustikke Turbinehaller, der tidligere rummede byens elværk. Det var et fantastisk syn at stå på reposen og kigge over de smukt pyntede borde til lyd af velklingende lurmusik på scenen i baggrunden. Under desserten sang Århus Studentersangerne danske og nordiske sange og med en ”doggybag” til hver, forlod vi Turbinehallerne efter en begivenhedsrig dag.
 
Søndagen var i høj sol helliget sigthseeing i Århus og home hospitality i private hjem.
Mandag, tirsdag og onsdag var der udflugter til Djursland, Silkeborg, Herning og København.
Vi slutter denne beretning med disse citater, som udtrykker vore gæsters glæde ved arrangementet: ”Interesting programme and happy festivities, wonderful meals and drinks. Sparkling conversations and relaxing moments!” og ”Det var opløftende og givende at være med som deltager. Vi fik oplysning, varme, venskab og glæde med hjem og kan nu leve længe på de dejlige minder.”
Sådanne ord er det hele værd, og vi takker også de danske deltagere for deres positive opbakning og tilstedeværelse. Nu glæder vi os til de næste European Days, der holdes i Izmir i Tyrkiet i september 2010.
 
Hanne Jensbo
På vegne af Soroptimisterne i Århus og Århus Kraka.
   

 

Foto til venstre: European Days begyndte flot med officiel velkomst på Århus Rådhus.

Kofoed og Netterstrøm i en vanvittig og humoristisk eksplosion af tryllerier og udlevering af modne kvinders løse maveskind. Ikke et øje var tørt!
 
 
Elizabeth Ngugi benyttede lejligheden til at sælge håndvævede sjaler som tilskud til sit HIV projekt i Nairobis slum. Hendes foredrag berørte mange.
 
 
 
 
 
Frokostpause i Søauditoriet på Aarhus Universitet. Lørdagens konference blev afholdt under mottoet ”No Tolerance of Intolerance”.